Guy Ritchies genindspilning af Disney-klassikeren har intet som helst på hjerte.
Disney er i gang med at lave live action-remakes er stort set hele bagkataloget af tegnefilm, senest med 'Skønheden og Udyret' og 'Dumbo' – og nu også 'Aladdin', en genindspilning af tegnefilmen fra 1992, der igen var inspireret af et arabisk eventyr.
Versionen fra 1992 er mest kendt for Robin Williams' legendariske og helt uforlignelige præstation som ånden i lampen, Genie, og det store spørgsmål har været, om den nye Genie, Will Smith, kan matche Williams.
Den diskussion kan vi lukke meget hurtigt: Det kan han ikke.
Will Smith når ikke Williams til snabelskoene, og hans Genie er primært åndet og i meget begrænset omgang sjov eller charmerende.
Det hjælper heller ikke Will Smith, at den tekniske side af sagen simpelthen ikke er særligt god. Meget af tiden ligner den blå flaskeånd noget fra et PlayStation-spil, der hakker, fordi der er cola på disken.
Will Smith er imidlertid ikke den mest ligegyldige karakter i filmen. Aladdin, spillet af egyptiskfødte Mena Massoud, har personlighed som et ubagt franskbrød, skurken Jafar er ligegyldig, og ikke engang Aladdins abe, Abu, er mindeværdig.
Hvis man ikke formår at gøre en abe med tøj på sjov, har man et problem, og det har instruktøren Guy Ritchie.
Den visuelle side af filmen har fået en ordentlig en på lampen, men selv ikke nok så mange hysteriske pastelfarver kan skjule, at 'Aladdin' ikke er en film, der vil noget som helst.
Den er lavet, fordi det var en succes første gang, og hey, så lad os da bare gøre det igen.
Replikkerne er flade, sangene virker som løsrevent vraggods frem for en del af fortællingen, og hvor selve historien er fin, er den ikke udpræget kompliceret, så der er ingen som helst grund til, at filmen skal være næsten 40 minutter længere end originalen, for den tilføjer intet nyt.
Et enkelt lyspunkt er Naomi Scotts prinsesse Jasmin, som man skal være en kold skid for ikke at blive en smule forelsket i, men resten af filmen må godt hoppe tilbage i lampen igen.
