Det er en af Hollywoods mest glamourøse aftener, når den årlige Oscar-prisuddeling finder sted. Men bag kulissen er virkeligheden tilsyneladende ikke altid helt så glamourøs.

For mens skuespillerinderne søndag aften troppede op i dyre designerkjoler, så vil stedet, hvor showet blev afholdt, nok overraske de fleste – og det vil billeder af den gennemblødte røde løber nok også.

Mens man nemt kan foranlediges til at tro, at det spektakulære show bliver afholdt i prangende omgivelser, så kan vi hurtigt afsløre: Det gør det ikke.

Oscar-showet bliver nemlig afholdt i et shoppingcenter. Godt nok hedder selve salen Dolby Theatre, men ifølge Smithsonian Magazine ligger det i et vaskeægte shoppingcenter, og dermed skal alle stjernerne igennem det oppyntede shoppingcenter for at komme til selve salen.

Dog bliver shoppingcentret lukket ned hele søndagen op til Oscar-showet for at gøre det klart til den store begivenhed.

Resten af omgivelserne omkring de kendtes store aften er heller ikke nødvendigvis helt så luksuriøse, som man kunne tro. Det har en journalist fra L.A. Times dokumenteret.

Mens den store begivenhed normalt dækkes af garvede underholdningsjournalister, valgte L.A. Times i år at sende en ekstra journalist, der normalt dækker et helt andet stofområde.

Journalisten ved navn Julia Wick dækkede Oscar gennem opslag på Twitter, og her fandt hun en masse kuriøse detaljer.

Blandt andet kunne hun berette, at den røde løber var sjaskvåd som følge af regnvejr.

»Oh, min gud, den er gennemblødt,« lød det ifølge Wich blandt andet fra en af de fintklædte damer, der i sine stiletter betrådte den våde løber. Vagter stod angiveligt også på stedet og advarede folk om problemet. Ifølge The Telegraph så er den røde løber ved Oscar-showet verdens største.

Wich beskriver også, hvordan de kendte fik lov til at være i en særlig afdeling.

»Berømthederne er separeret fra pøblen af et perlegardin,« skrev hun.

Margot Robbie ankommer til Oscar-showet søndag.
Margot Robbie ankommer til Oscar-showet søndag. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Inde i den store sal – det såkaldte Dolby Theatre, hvor selve uddelingen blev holdt – vokser træerne tilsyneladende heller ikke ind i himlen.

Ifølge Wich må det have være temmelig koldt for de kendte:

»Diane Keaton er den eneste kvinde i Dolby Theatre, som ikke ser ud til at fryse voldsomt,« skrev hun.

Glamour var der dog også en del af. Mens mange herhjemme nok ville stille sig i kø til en taxi efter et prisuddelingsshow, så er der ved Oscar-uddelingen i bedste Hollywood-stil en limousinekø.

Af andre kusiøse detaljer fra årets Oscar-fest kan også nævnes de dyre gaveposer, som blev uddelt til de 25 mest kendte nominerede i de højeste kategorier.

Gaveposerne, som skulle have en værdi på omkring 1,5 millioner kroner, indeholdt blandt andet ifølge Forbes et 12 dages krydstogt til Sydpolen samt gavekort til plastoperationer for 130.000 kroner til den Manhattan-baserede læge Konstantin Vasyukevich.

Det var i øvrigt filmen 'Parasite', der vandt i kategorien 'bedste film', mens Renée Zellweger kunne hjemtage en statuette som 'bedste kvindelige hovedrolle' for filmen 'Judy'.

Bedste mandlige hovedrolle gik til Joaquin Phoenix for 'Joker'. Se resten af vinderne her.