Michelle fra 'Ex on the Beach' har fundet manden i sit liv, men først var hun ikke klar til det.

Michelle Ulrichsen blev i marts ramt af Amors pil, da hendes nuværende kæreste, Mikkel, spurgte, om hun ville være hans kæreste, og selv om 'Ex on the Beach'-deltageren havde forestillet sig en sommer som single, kunne hun ikke modstå tilbuddet.

»Jeg føler, at mit liv har været en kæmpe omvæltning, siden corona startede. Jeg har været single hele mit liv, og pludselig møder jeg en, som slår benene væk under mig,« siger en meget berørt Michelle i en story på Instagram og uddyber:

»Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have en singlesommer uden planer, og jeg var faktisk ikke klar til at binde mig på det tidspunkt, hvor Mikkel spurgte mig, om vi skulle være kærester. Men jeg står over for verdens mest fantastiske fyr, som spørger, om jeg vil være hans kæreste, og jeg vil på ingen måde risikere at miste ham.«

Parret har været sammen i snart fire måneder, og Michelle har nu vænnet sig til at have en fast kæreste.

»Det er faktisk først for nylig, at jeg er blevet klar til at være kærester med ham. Jeg er så glad for, at jeg kæmpede videre for at være hans kæreste. Jeg har tit tænkt, at jeg ikke kan give ham, hvad han fortjener. Jeg tror, at jeg har haft problemer med at knytte mig til nogen, fordi jeg har været så bange for at miste,« fortæller Michelle, der er lettet over at være kommet dertil, hvor hun hviler i forholdet og tror på sig selv.

Herunder kan du se et billede af parret:

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk