Fra min storebrors værelse hørte jeg i slut-60erne første gang de dragende toner fra Steppeulvene. Tragedien, der lå i deres kølvand, dæmrede først senere.
Men omfanget af den og bagsiden af tidens frisind tegnede sig først, da jeg i 2015 i anledning af filmen om Steppeulvene og Eik Skaløe fandt et særligt foto i arkivet og gravede i historien bag.
Genlæs den tragiske historie her:
Tre mænd. Opstillet. Til ære for fotografen.
Unge, udmagrede mænd med brændende intense blikke. Den ældste er blot 25 år, og fremtiden ligger foran dem. I en dyb afgrund.
Billedet ligger i B.T.s arkiv. Er blot et af mange sort-hvide billeder, der dukker op, når man søger under navnet 'Eik Skaløe', den mytiske forsanger i syrerockgruppen Steppeulvene, som trods sit korte liv er beskrevet i mange bøger, analyseret og diskuteret af flere generationer og nu også får sin egen spillefilm.
Men billedet stikker ud i forhold til de øvrige.
Det drager. Måske er det øjnene, måske er det kroppene, der er skind, ben og ikke andet.
Hvem er de tre unge mænd, hvoraf den ene sidder i kørestol, og hvor er de? Og hvor er de på vej hen? Under billedet er der en lille tekst. Her får iagttageren en lille bid af den tragiske skæbne, der siden ramte Eik Skaløe, Christian Arnø og Otto Klittum.
For billedet er historien om tre unge mænd, som tog på en skæbnesvanger udflugt med døden, og hvor kun én af dem huskes i dag. Eik Skaløe blev en legende.
Christian Arnø og Otto Klittum er for længst glemt.
Det her er også historien om jagten på historien, om at afdække liv, kun de færreste husker. Enten fordi det stadig er for smertefuldt at huske, eller fordi detaljerne har fortabt sig i fortidens narkotiske tåger.
For de tre unge mænd var en del af den generation, der voksede op i efterkrigstiden, var de første, der i 60erne gjorde åbent oprør mod autoriteter og forældre, de første, der eksperimenterede med euforiserende stoffer og søgte væk fra tryghedens Danmark til ukendte afkroge af den yderste verden.
»Hele den tid var ét stort eksperiment,« siger fotograf Torben Huss.
Det var ham, der i 1968 modtog et postkort fra Eik Skaløe, det sidste billede af de tre venner sammen, taget af en kanonfotograf i Kabul – 6.315 kilometer fra det Christianshavn, hvor trioen første gang stødte ind i hinanden.
Historien tager sit udgangspunkt mange år tidligere og et helt andet sted. Her kom Eik Skaløe til verden i det københavnske nordvestkvarter, og ifølge hans lillesøster Iben Lassesen var hjemmet et sted, hvor der var 'højt til loftet'.
Lejligheden var godt nok lille og trang, men lys og med udsigt til vidderne. Fysisk som psykisk. Vingefanget i hjemmet var stort, og begge forældre fremelskede videbegærligheden og eventyrlysten i begge deres børn.
Eik Skaløe elskede ord og kastede sig tidligt over klassikere som Alexandre Dumas' 'De tre musketerer', og når han ikke var begravet i bøgerne, var det fra barnsben en del af hans verden at drage ud i den med forældrene.
Mens Eik Skaløe var fire år gammel og flere gange ugentligt sad på biblioteket sammen med sin far, kom Otto Klittum og Christian Arnø til verden i den anden ende af København, på Amager.
I dag tilhører gaderne i postnummer 2300 S dem, der kan betale millioner for deres lejligheder, men dengang var de en del af Amagers mørke firkant og forbeholdt hovedstadens mindst bemidlede.
Og penge og mentalt overskud var der ikke meget af i Christian Arnøs opvækst. Han voksede op sammen med sin mor Agnete og storesøster Ulla. En far var der ikke. Agnete opdagede, at han havde en affære med underboen, og så var det ud af vagten.
At være enlig mor med to små børn var ikke hverdagskost omkring 1950, og det krævede da også to job bare at kunne forsørge familien.
Agnete var dermed væk hjemmefra mange timer, og ud over 'tante' Faurschou, som boede i samme opgang og holdt døren åben for børnene, måtte storesøster Ulla i perioder påtage sig rollen som både far og mor for sin lillebror Christian, som helt fra barnsben var i stand til at charmere alt og alle. Inklusive moren Agnete.
Christian Arnøs nevø Martin Østengaard husker, at hans mor, Ulla, har givet udtryk for en grad af jalousi. For hendes rolle i familien betød, at hun måtte lide afsavn, mens Christian ikke alene var deres mors kæledægge, han var også udstyret med et musikalsk talent.
»Han var en blød, følsom og dejlig dreng, som med sin klarinet i munden kunne betage folk,« siger Martin Østengaard.
Mens Ulla måtte droppe at få en realeksamen, fordi der ikke var råd, fik Christian opbakning og støtte til at dyrke sit talent og 'flagrede bare rundt og hyggede sig med sine venner og truttede lidt i sin klarinet', som Martin Østengaard husker sin mors beskrivelse af den tid.
Og ikke nok med, at han havde talent. Han så også godt ud. Så godt, at hans ven i drengeårene, instruktør Jørn Faurschou, næsten var helt forgabt i ham:
»Han var en skideflot fyr. Smuk. Og jeg kan huske, at jeg så virkelig meget op til ham, fordi han spillede på alle instrumenter. Jeg var helt bjergtaget, når han sad på værelset og spillede 'Eine kleine Nachtmusik' for mig på sin klarinet.«
Blot få gader derfra voksede Otto Klittum op.
Eller Otto Sylvester Thomassen, som han – manden med de mørke skygger til højre på billedet – i sin tid blev døbt.
Ligesom Christian Arnø kom også han fra et splittet hjem. Men i modsætning til i Arnø-familien var det moren Else, der brød arbejderhjemmet op, da hun faldt pladask for den 20 år ældre Otto Klittum. Han boede i samme opgang, og parret giftede sig i 1958, hvor hendes eneste søn var ti år gammel og fik efternavnet Klittum.
Måske var det spændingen, der trak i Else.
Otto Klittum senior var glødende kommunist og havde været aktiv under Anden Verdenskrig og bragte muligvis mere eventyr ind i hendes liv end Otto Klittum juniors far, der var fabriksarbejder, kunne levere.
I hvert fald havde Klittum-familien egen bil og rejste på ferie til både DDR og Moskva.
Samt besøgte familien på morens side i Aalborg, som Klittum senior dog aldrig rigtig fik fodfæste i. Det var han lidt for rød og for meget 'kjøvenhavner' til.
Men til gengæld blev 'lille-Otto' – som han blev kaldt, fordi der var to Otto'er – ifølge en kusine forgudet af sine bedsteforældre og var et spændende bekendtskab for de jyske fætre og kusiner.
»For han kom jo fra København. Og så havde han altid penge på lommen,« fortæller kusinen Birgit Dahl.
Men penge var ikke identisk med lykke. I hvert fald er der meget, der tyder på, at under overfladen var alt ikke, som det så ud, selvom Otto Klittum med sit glade og smilende væsen ikke gav nogen anledning til mistanke om andet.
Uden at vide det var både Christian Arnø og Otto Klittums mødre mønsterbrydere.
I 1950erne blev der værnet om det trygge. Kernefamilien og den traditionelle kønsrollefordeling, som herskede i Eik Skaløes hjem, var i forreste række.
Men at dømme efter de tre venners skæbne var ingen af livsformerne garanti for, at afkommet endte som sunde og trygge børn.
For nye vinde blæste mod Danmark.
Ungdomsmiljø, stoffer og venskabet. Den stigende materialisme, der fulgte med etableringen af velfærdsstaten, mobiliserede i begyndelsen af 60erne ungdommen i et spirende oprør mod det etablerede samfund og politikerne.
Alle tre blev de en del af det nye alternative miljø i København, der som en magnet sugede unge rastløse sjæle til fra hele landet. Nogle kom fra arbejderklassehjem som Otto Klittum og Christian Arnø. Andre fra bedrestillede og ressourcestærke hjem som Eik Skaløe.
Første synlige tegn på den nye bevægelse var atommarcherne. Og her var Eik Skaløe aktiv.
Han var i en alder af bare 18 år flyttet hjemmefra, allerede redaktør af venstrefløjens tidsskrift Alternativ og kunne om nogen sætte ord på ungdommens kamp for en bedre fremtid.
Endnu blev de ikke kaldt hippier. Men deres livsform var radikalt anderledes end deres forældres, og man levede fra hånden til munden, boede i kollektiver og delte med sine medsøstre og -brødre. Det gjaldt også hash, som blev introduceret i miljøet ret hurtigt. Affødt, selvfølgelig, af generationens stigende fascination af Østens mystik og varer.
Præcis hvornår og hvorfor Christian Arnø begyndte at tage stoffer, er der ingen, der kan sige med sikkerhed. Kun at det splittede familieliv uden tvivl har gjort sit til, at han ikke var mere end en stor teenager, før han pakkede sit musikalske talent ned i rygsækken og forlod hjemmet.
Og da han som 16-årig i efteråret 1963 mødte Eik Skaløe første gang, havde han allerede langt mere erfaring med stoffer.
Ifølge Iben Nagel Rasmussen – Eik Skaløes kæreste – var Christian Arnø 'hip'. Han var totalt velklædt, en af de få i gadebilledet med klippet langt hår og ring i øret, og han kom på de cool jazzsteder i det kvarter i indre København, der kendes som 'pisserenden'. Og så tog han stoffer. Hårde stoffer.
»Han var et hoved foran alle andre,« fortæller Iben Nagel Rasmussen om Christian Arnø, som – trods aldersforskellen – blev Eik Skaløes store forbillede.
Først et par år senere – i efteråret 1966 – stødte Otto Klittum til. Og blev – som Christian Arnø – et forbillede af den mere spirituelle og åndelige slags.
Otto Klittums stikken af hjemmefra er der heller ikke mange, der kan huske detaljer om.
Men den nye far, Klittum senior, var tilsyneladende en dominerende herre, og der hviskes i krogene om, at både han og hans mor var bange for ham. Og måske sendte det ham ind i både et andet miljø og i stofferne som 15-16-årig.
I betragtning af sin alder havde Otto Klittum et overraskende stort kendskab til LSD, som var blevet det hippe stof i miljøet. Som så meget andet havde stoffet fundet vej fra USAs flowerpower-bevægelse og blev i bogstaveligste forstand taget imod med et åbent sind. For det var, hvad LSD kunne: Bane vej til sindets afkroge som intet andet stof.
Og med det trådte de tre venner ind på de kringlede og labyrintiske stier, der til sidst betød, at de for vild i deres eget indre univers.
På det tidspunkt var både Eik Skaløe og Christian Arnø allerede berejste ung mænd.
Stort set uden en krone på lommen fandt de – som mange ligestillede – vej ned igennem såvel Europa som Mellemøsten på tommelfingeren og var på rejserne blevet endnu mere velbevandrede i de narkotiske universer.
Hashen – som det hele begyndte med – var Eik Skaløe begyndt at supplere med både morfin og corydrane, en pille, der kunne købes i håndkøb i Frankrig og var udbredt i kunstneriske kredse. Skaløe var blevet så afhængig af stoffer, at han deltog i adskillige apotekerbræk i København og omegn, hvor de tømte hylderne for alt, der kunne tænkes at have en virkning, hvis bare man tog nok af det.
Det fysiske og psykiske skråplan, de alle var på vej ud ad, har Iben Nagel Rasmussen i bogen 'Breve til en veninde' beskrevet sådan her: »Da vi kom i kontakt med stofferne, troede vi, at en mental revolution var på trapperne.«
»For nogle var stofferne en leg, for andre en flugt, for andre igen en måde at møde 'Gud' på. Men umærkeligt blev midlet forvandlet til målet. Stofferne, der skulle tjene som døråbnere, blev dørlukkere. Nogle befandt sig på den forkerte side, da dørene begyndte at smække i.«
Hendes ord blev skrevet i bagklogskabens klare lys. Ingen af dem vidste i 1966-67, at døren allerede var smækket i. Og at de tre venner befandt sig på den forkerte side. Øjenåbneren kunne ellers have åbenbaret sig i slutningen af 1966.
Christian Arnø havde tidligere været i kontakt med det psykiatriske system på grund af voldsomme angstanfald. Og nu var den gal igen. Et dårligt trip på LSD havde ført til indlæggelse igen for den kun 19-årige Christian Arnø.
LSD blev indtaget som 'frimærker', og måske var det lykkedes Christian at være overfrankeret, da han røg ind på psykiatrisk afdeling, på en 30-mands stue blandt virkelig psykisk syge.
I hvert fald kom han under indlæggelsen på endnu et trip, som åbnede slusen for hans angst og paranoia. Han troede, at de andre patienter ville slå ham ihjel. Så han åbnede vinduet på anden sal og sprang ud. Han troede, at han kunne flyve.
Det kunne han ikke.
Instruktør Jørn Faurschou husker, hvordan han efterfølgende besøgte sin barndomsven på hospitalet i Hornbæk, hvor han lå. Lam i hele underkroppen.
»Anden gang, jeg var deroppe, kom Eik også forbi, og han havde noget LSD med på trækpapir og spurgte, om jeg ikke også skulle have et trip. Gu' skulle jeg da ej. Min ven lå der og var lam fra livet og ned,« siger Jørn Faurschou.
Som ligeledes husker, hvordan det kollektiv, som Iben Nagel Rasmussen og Christian Arnøs kæreste, Majbritt, boede i, i en kæmpe rus og af forhåndenværende materialer havde stykket en kørestol sammen til ham, så han kunne komme med på en tur til Indien.
Der havde været en vis logik i, at Christian Arnøs tragiske skæbne fik nogen til at bremse op i det euforiserende spor. Men det skete ikke.
Ingen i miljøet lod sig stoppe. Heller ikke Eik Skaløe, som i et brev skrevet fra celle 13 i Helsingør Arrest den 6/6-66 – hvor han sad inde for et af de tidligere nævnte apotekerbræk – til sine forældre beskriver, at han har givet sig væk 'til en hel generation af mennesker, der har svært ved at udtrykke deres følelser gennem andet end langt hår og ligegyldighed over for samfundet'.
Og, fortsætter han, 'i hver eneste generation må der være nogle, der bryder med alt det rådne og det onde, og for dem gælder det, at de må søge det onde, erfare det', skriver Eik Skaløe.
Hans generation var den første, der for alvor brugte og eksperimenterede med stoffer og derfor ikke havde pejlemærker i forhold til, hvor langt de kunne gå, og hvornår grænsen var overskredet. Og ofte gik alt for langt.
Eller som fotografen Torben Huss siger det: »Det var i forbindelse med ungdomsoprøret, at stofferne kom ind. Og det havde sine omkostninger. Der var nogle, der kom til skade, nogle der blev væk fra sig selv, nogle der døde meget unge. Det var omkostningsfyldt.«.
I en stor del af 1967 var Eik Skaløe – med Otto Klittum på sidelinjen – i gang med indspilning og udgivelse af Steppeulvenes første og eneste album, 'Hip'. Som stort set blev skrevet på et langt LSD-trip. Men i løbet af efteråret sagde Eik Skaløe fra over for 'projekt Steppeulvene'.
Nu havde han prøvet det eventyr.
Og skulle videre. Tilbage til Nepal.
Med Otto Klittum på bagsædet styrede de to venner i november 1967 mod det forjættede land på motorcykel. Og ifølge årets sidste brev til familien hjemme i Danmark nåede de til Kabul og havde kurs mod Pakistan og Indien, hvor stofferne var stort set frit tilgængelige.
Alligevel blev de taget af politiet. Men mens Eik Skaløe kun var bag tremmer i kort tid, fik Otto Klittum en straf på flere måneder. Den tid brugte Eik Skaløe til at rejse videre til Nepal alene, og det var tilsyneladende en tid, hvor han var helt stoffri og genfandt en tro på, at han kunne forblive afgiftet.
Men i juli 1968 var der træf i Kabul. Christian Arnø var sammen med Majbritt og en flok venner fra det hjemlige narkomiljø ankommet til Afghanistan i et folkevognsrugbrød.
Nu skulle der være fest. Stofferne blev igen en del af hverdagen og samværet for de tre.
Og det var dér, at de tre mænd, bærende deres støvede tøj på de afpillede kroppe, blev foreviget af en kanonfotograf. Tre venner, tre unge mænd med intense, brændende blikke.
Der måske havde verden liggende for deres fødder.
Sandsynligvis var afhængigheden af stoffer genetableret, da Eik Skaløe og Otto Klittum i oktober på bare tæer, fattige og afkræftede som kirkerotter bevægede sig mod Nepal.
Slæbte sig skridt for skridt gennem Pakistans øde afkroge for at krydse grænsen til Indien.
Og derfra videre til Nepal. Uden mad og drikke.
Alligevel skrev Eik Skaløe i et brev dateret oktober 1968 hjem til sine forældre: 'Bedst af alt, jeg har det ret så godt og er glad for at være, hvor jeg er.'
Få dage senere var han død.
Otto Klittums ven Jerome Kjærulff er det eneste menneske, der har fået genfortalt, hvad der skete de sidste dage af Steppeulvens liv. Dage, hvor han og vennen Otto Klittum kæmpede verbalt i den indiske ørken. For Eik havde besluttet, at nu ville han dø. Otto ville følges med ham i døden. Men Eik ville ikke lade ham.
»Jeg kan se scenen for mig. De to alene, langt, langt væk ude i ørkenen, det er tæskevarmt, der er krybdyr omkring dem, ingen fix, hverken vådt eller tørt. Og Eik, der bare har ønsket at dø og er blevet ved med at sige til Otto, at han skulle skride. Otto, der har prøvet at tale ham til fornuft og ro.«
»Men Eik ville dø alene. Han ville ikke have, at Otto skulle være der. Han kunne selv mærke, hvor det bar hen. Sådan som han havde misbrugt sig selv, var han efterhånden halvinvalid og har kunnet mærke, at der ingen kræfter var tilbage,« siger Jerome Kjærulff.
Og til sidst fik Eik Skaløe sin vilje.
Otto Klittum måtte vende sin ven ryggen og gå videre med tunge skridt. Alene.
15. oktober 1968 skrev Eik Skaløe sit afskedsbrev.
Skrev, at ingen anden end ondskaben i ham selv var skyld i hans død.
Hvis hensigten med ordvalget var, at Otto Klittum skulle slippe sin skyldfølelse, så havde det ifølge Jerome Kjærulff ikke den ønskede effekt.
Genfortællingen af forløbet og kampene fik han først flere år senere, da Otto Klittum var vendt hjem til Danmark igen. Stadig med stor sorg og smerte i hjertet.
»Han græd. Han græd over Eiks død og over den måde, Eik døde på, og følte måske, at han havde gjort for lidt for at stoppe ham,« fortæller Jerome Kjærulff.
Men det var ikke kun Eik Skaløe, som var på udflugt med døden.
For hans to venner fik den eksperimenterende rejse, de år forinden havde indledt, også dødelig udgang.
Da Otto Klittum forlod sin ven i Indien, gik han tilbage over grænsen til Pakistan, hvor han slog sig ned i basaren i Lahore.
Uden penge på lommen flyttede han ind på et af basarens tage, hvor en presenning udgjorde 'hjemmets' vægge. Venner, som kom forbi, beskriver ham som glad og lykkelig. Han smeltede sammen med lokalbefolkningen og var kendt som 'chillum-maker', en, der fremstiller piber til hashrygning.
Selv tog Otto Klittum kun stoffer i perioder. 'Kvartalsnarkoman' kalder vennen Jerome Kjærulff ham.
Omkring 1973 vendte han tilbage til Danmark og Christianshavn og fik for første gang i sit liv et fast arbejde i Kastrup Lufthavn. Præcis hvad der fik ham til at vende hjem, ved ingen.
Men måske fornemmede han, at der var brug for ham.
Som enebarn var Otto Klittum utrolig tæt på sin mor Else, og tyranniet i hjemmet kan være eskaleret i de år, Otto Klittum var væk.
I hvert fald forlyder det, at da moderen i 1975 anmodede om skilsmisse fra Otto Klittum senior, var hun ifølge familien så bange for ham, at hun måtte medbringe en ven, da hun skulle hente sine ting i lejligheden. Og hendes søn valgte efter sin hjemkomst at få slettet sit fine efternavn og tog moderens pigenavn.
Det var altså som Otto Sylvester Christensen, at han døde.
Præcis hvornår, fortaber sig for de gamle venner i efterdønningerne af fortidens stoftåger.
Var det 1973? 1974? 1975? 1976? Deromkring, siger de.
Hvad de til gengæld husker er hvordan.
I en lænestol i Overgaden Oven Vandet på Christianshavn. Af en overdosis.
Otto Klittum havde været stoffri længe.
Stort set siden han kom hjem. Men under et besøg hos en ven fra miljøet blev han lokket til et hyggefix. For gammelt venskabs skyld. Og måske troede han, at han kunne klare samme dosis som tidligere.
Ligesom Eik døde han alene. Vennen, der havde lokket ham på afveje, fandt ham først dagen efter.
Også for Christian Arnø sluttede det trist – og ja – makabert.
På rejsen i 1968, hvor han – for dét, der skulle blive sidste gang – mødtes med Eik Skaløe og Otto Klittum, gik han over til buddhismen.
Og selvom han sad i kørestol, lod han ikke handicappet og afhængigheden af andre begrænse sig. Hverken i forhold til at rejse ud i verden eller de indre rejser ved hjælp af stoffer.
Han beskrives som et mentalt stærkt menneske, der havde stor indflydelse på både Eik Skaløe og Otto Klittum. Men også et menneske, hvis afhængighed af stofferne var så stor, at han opgav at gøre forsøget med at blive afgiftet, blive clean.
Hjemme i familien Arnø blev emnet Christian tabuiseret. Hans mor Agnete kunne og ville ikke vedkende sig, at hendes øjesten var narkoman. Men Christian vidste det. Og sagde ligeud, at han ikke kunne lave sit liv eller sine behov om.
»Nu tager jeg til Nepal, vil ende mine dage der, tage alle de stoffer, jeg kan, så jeg går op i røg.«
Profetien gik i opfyldelse. I bogstaveligste forstand.
Som i historien om Otto Klittum er der stor usikkerhed om, hvornår Christian Arnø egentlig døde. Nogen gætter på 1978.
Han blev ikke obduceret, og derfor ved man ikke med sikkerhed, om han havde taget en overdosis. Men han brændte ihjel. Satte ild til sig selv. Viklet ind i et dannebrogsflag.
Man ser det ikke på billedet af de tre unge mænd i Kabul. Men alle tre havde de 'den bestjernede fod'. Den Eik Skaløe synger om i Steppeulvenes 'Til Nashet'.
En tatovering, der bandt dem for livet.
Og ind i døden.
Kilder til denne artikel: Venner og familie til Eik Skaløe, Christian Arnø, Otto Klittum. Jan Poulsen: 'Eik Skaløe – spejder og steppeulv', Eik Skaløe: 'Breve til en veninde', Eik Skaløe: 'Breve fra vejen af rågummisåler'.
