Christina fik sig for nylig en meget ubehagelig overraskelse.

Den velkendte 'Årgang 0'-stjerne Christina Siguenza, som er mor til Stephanie Siguenza Van Der Watt, fik sig lidt af et chok, da hun for nylig mærkede en ømhed under den ene arm nær brystet.

Det fik hende til at tjekke sine bryster for knuder, hvilket er noget, hun sjældent gør. Desværre mærkede hun noget, som gjorde hende meget bange.

'Jeg har desværre fundet en knude, som jeg nu skal ind at undersøges for – og ja, jeg er faktisk lidt bange. Jeg har ikke været så god til at tjekke mine bryster, og jeg føler mig så dum. De sidste par dage har jeg virkelig spekuleret en del. For hvad nu hvis. Det er ikke sikkert, at det er cancer. Men formentlig en fedtknude, som jeg håber på, at det er. Men uanset hvad, er det meget vigtigt at få det undersøgt. Derfor er jeg nu på vej ind for at få foretaget en mammografi og ultralyd samt evt. en biopsi,' skrev Christina for to dage siden på sin Instagram.

Heldigvis har hun nu fået godt nyt fra lægen:

'Jeg har fået en god besked efter undersøgelserne. Der var ikke noget at bekymre sig om. Jeg er ikke den eneste med denne problematik, fik jeg at vide. Så puha. Jeg kan nu lægge tankerne om alt muligt væk og indstille mig på, at jeg har fedtvæv, der driller mine bryster,' fortæller hun glad på sin Instagram og opfordrer alle til at huske at tjekke deres bryster:

'Dig, der læser dette: Få undersøgt jeres bryster for knuder eller få manden til det. Jeg vil gerne have, at I tjekker jeres bryster i dag! Husk, at mænd også kan få brystkræft. Så til jer mænd, som læser med: I skal sgu også undersøge jer selv og mærke efter for knuder eller forandringer. Kontakt din praktiserende læge, hvis du finder noget, som ikke føles rigtigt. Hvis jeg bare kan få enkelte til at tjekke,' lyder opfordringen fra Christina.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk