Efter 42 dage alene i den norske vildmark kunne Christian Hjort i ugens finaleafsnit lade sig hylde af sin familie som årets vinder af DRs overlevelsesprogram 'Alene i vildmarken'.

Her afslører den 39-årige naturmand fra Egtved, hvor meget han tabte sig under efterårets optagelser, hvor hårdt det var at vende tilbage til en almindelig hverdag, og hvorfor han i dag endnu ikke har fået fikset den tand, han knækkede undervejs.

Hvordan var det at blive overrasket af din familie, da du havde vundet?

»Jeg havde lidt en idé om, at det ville ske. Jeg havde haft noget med øjet, så en af lægerne var forbi og se til det. Pludselig ville de tjekke op på det igen dagen efter, og det tænkte jeg var lidt unødvendigt, så jeg havde en ide om, at det måske var for at dække over noget andet. Alligevel ville jeg dog ikke sætte mig op til det, så det var en stor, dejlig overraskelse.«

Øjeblikket, da Christian Hjort genforenes med sin familie i vildmarken.
Øjeblikket, da Christian Hjort genforenes med sin familie i vildmarken.
Vis mere

Man kan se, at du bliver rørt, da du hører din datters stemme som det første?

»Ja, jeg har jo været vant til lydene fra skovene, og så gik den der børnestemme bare rent ind. Jeg er en meget følsom fyr, så der gav jeg bare los.«

Da du deltog første gang i sæson ét, fik du 44 dage i vildmarken. Hvordan havde du det med ikke at få lov at overgå det?

»Det har jeg ikke noget problem med. Jeg har stadig danmarksrekorden med 86 dage i alt, hvilket jeg er stolt over. Jeg mangler 14 dage for at have været 100 dage i vildmarken alene, så jeg har fået grønt lys fra min kone til, at jeg skal ud og have de sidste dage med på et tidspunkt.«

Hvordan havde du det første stykke tid, efter du var kommet hjem?

»Det var vidunderligt at være sammen med min familie, og det var lækkert, at der var mad i køleskabet, men det var samtidig svært at være i. Fordi jeg ikke selv havde taget beslutningen om at komme hjem, var jeg slet ikke klar til det og følte i lang tid, at jeg stadig mentalt flagrede rundt ude i skoven.«

Christian Hjort i vildmarken.
Christian Hjort i vildmarken.
Vis mere

Hvorfor havde du det sådan?

»Det handler om et savn til naturen, skoven og habitatet. Jeg er godt klar over, at man bare kan gå ud i en skov, men det er ikke det samme. Du skaber nogle følelser til det habitat, du er i. Det bliver dit hjem. Så det var også et savn til det liv.«

Var det så direkte tilbage på arbejde, da du kom hjem?

»Nej, der gik noget tid. Modsat første gang jeg var med, havde lægerne sat sig ind i noget, der hedder 'refeeding', hvor kroppens muskulatur langsomt skal bygges op igen. Jeg havde tabt mig lidt over 20 kilo – hvilket er en fjerdedel af min totale kropsvægt – så jeg var hjemme i flere uger, hvor jeg gennemgik et optrapningsskema, hvor jeg til at starte med spiste et halvt stykke rugbrød og et æg til morgen, middag og aften.«

Hvad var det hårdeste for dig, da du var af sted?

»Jeg fangede ikke så mange fisk i starten, men det fik jeg styr på, og da jeg var af sted første gang, lærte jeg mig selv at håndtere savn til dem derhjemme. Så jeg var glad derude, og dét var det vigtigste for mig. Jeg var på eventyr, og det må gerne være hårdt.«

Hvor lang tid tror du, at du kunne være blevet ved derude?

»Lang tid. Jeg havde det virkelig godt i min 'Nordiske hytte', som jeg døbte den, og holdt mig kreativt i gang med snitterier, projekter, gåture og de forskellige fiskesystemer, jeg fandt på. Det, der kunne tage mig ud, var manglende kilo på kroppen. En af lægerne fortalte mig, at jeg ikke kunne leve på fisk alene uden at tabe mig, så hvis jeg pludselig begyndte at veje for lidt, havde de ret til at tage mig ud.«

Christian Hjort drømmer om en tredje tur i vildmarken.
Christian Hjort drømmer om en tredje tur i vildmarken.
Vis mere

Er du klar, hvis DR giver dig muligheden for at være med igen en tredje gang?

»Ja! Jeg vil rigtig gerne af sted igen. Jeg kunne også godt tænke mig at være med i den amerikanske udgave, hvor man må jage rigtigt. Jeg har undersøgt det lidt, og jeg tror desværre, man skal være amerikansk statsborger for at måtte være med.«

Christian Hjort elsker at tale med folk og fortælle om sine eventyr og har de sidste par år holdt foredrag under navnet 'Nordic Indian'. Er man nysgerrig, kan man følge med videre på Instagram.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':