Som 15-årig mærkede Tenna første gang, at der var noget galt, og i dag er smerterne en del af hendes hverdag.

Udefra ligner Tenna fra ‘Ex on the Beach’ en helt almindelig pige, men kommer man ind på livet af realitybaben, forstår man, at hendes virkelighed er langt fra andre 20-årige pigers liv. Tenna lever nemlig med en kronisk sygdom, der påvirker hende både fysisk og psykisk. Hun har gigt.

»Gigten påvirker min hverdag fysisk i form af, at jeg ikke altid kan det, jeg vil, såsom at socialisere mig og så videre, da overskuddet er lavet, og smerterne tager over«, fortæller Tenna til Realityportalen og fortsætter:

»Udover det så påvirker det mig også meget psykisk, da det er hårdt at få en kronisk sygdom som 20-årig, som man skal lære at leve med resten af sit liv.«

Det startede med en virus

Realitybaben fik først for nylig konstateret ledgigt, selvom det er fem år siden, at hun første gang mærkede smerterne i kroppen.

»Da jeg var 15, fik jeg en virus, som gjorde, at jeg fik gigtsymptomer i hele kroppen. Det blev fikset, men da jeg i sommeren 2019 igen mærkede smerter i mine led, var jeg ikke i tvivl«, fortæller hun.

Det næste år levede hun med smerter uden behandling, indtil hun endelig kort før sin deltagelse i ‘Ex on the Beach’ fik stillet diagnosen.

Ingen behandling har virket

Selvom det har givet klarhed at få stillet diagnosen, mangler Tenna stadig at finde en behandling, der hjælper på smerterne.

»Jeg startede en behandling, som ikke virkede, og nu, et halvt år senere, har jeg skiftet medicin for tredje gang, lyder det fra Tenna, som håber på snart at opleve fremskridt.«

»Jeg håber, det vil hjælpe mig fremadrettet, da det er utroligt drænende at have smerter hele tiden. «

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk