»Jeg synes, det er skræmmende. Men også sjovt.«

Kirsten Siggaard har det noget ambivalent med situationen, da hendes gæster i tirsdagens afsnit af 'Til middag hos' opretter en profil til hende på datingappen Tinder.

Kort forinden har hun fortalt om bruddet med Jørgen Andersen. Efter 38 års ægteskab meddelte de for tre år siden, at de havde ladet sig skille.

»Man har selvfølgelig et helt bagkatalog sammen. Der har aldrig været hårde ord mellem os. Vi brugte bare de sidste 20 år som venner, og vi fortjente begge noget mere,« siger hun i programmet.

I tirsdagens afsnit har Kirsten Siggaard inviteret gruppen på middag.
I tirsdagens afsnit har Kirsten Siggaard inviteret gruppen på middag. Foto: Nent Group
Vis mere

Siden har der været ganske vindstille på kærlighedsfronten, forklarer hun, da gæsterne Michael Maze, Anders Stjernholm og Annette Heick kommer med et forslag:

Den 66-årige sangerinde skal da på Tinder!

Der er ikke langt fra tanke til handling, for inden aftenen er omme, sidder de sammen og kigger i det mandekatalog, som Tinder udbyder.

Her falder de over Bo. Han har brede skuldre. Er trænet. Er et såkaldt like værd.

Kirsten Siggaard og Anders Stjernholm sidder sammen og tjekker Tinder.
Kirsten Siggaard og Anders Stjernholm sidder sammen og tjekker Tinder. Foto: Nent Group
Vis mere

Og minsandten, om der ikke er bid. Bo har tilsyneladende også fundet den legendariske Dansk Melodi Grand Prix-stjerne interessant. Der er i hvert fald match.

»Den første, jeg siger ja til, er et match, så åh, ja, nå.«

»Det må jeg hygge mig med, når I er gået,« griner Kirsten Siggaard i programmet, der kan ses på Viaplay og TV3 klokken 19.

Sangerinden har ved flere tidligere lejligheder fortalt om sin skilsmisse. En skilsmisse, der havde været under opsejling længe, og som parret, der sammen har to voksne sønner, var enige om.

Melodi Grand Prix 1988. Kirsten Siggaard sang 'Ka' du se hva' jeg sa'?'.
Melodi Grand Prix 1988. Kirsten Siggaard sang 'Ka' du se hva' jeg sa'?'. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

»Vi var venner, og så er det dumt, når jeg alligevel har boet for mig selv i snart to år. Hvis der så skulle dukke en op, så ville vedkommende få skylden for, at 'det var derfor'. Selv om det ikke er sådan, det forholder sig, så vil der altid være nogle, der nok vil synes, at 'det var da lidt sjovt', og det er der ikke nogen, der fortjener,« har hun tidligere fortalt B.T.

Kirsten Siggaard blev for alvor et kendt ansigt herhjemme, da hun stillede op i dansk Dansk Melodi Grand Prix første gang i 1983. Her landede hun og sangen 'Og livet går' på en syvendeplads.

Året efter strøg hun til tops. Sammen med Søren Bundgaard vandt hun sangkonkurrencen med ørehængeren 'Det' lige det'.

De gentog succesen året efter med sangen 'Sku' du spørg' fra no'en' og igen i 1988 med sangen 'Ka' du se hva' jeg sa''.