Jeanne Toxværd har indtil nu kunne prale af en helt særlig bedrift, som få danskere må kunne gøre hende efter.

Den 58-årige specialpædagogiske konsulent fra Ordrup har nemlig trods TV 2’s utallige genudsendelser år efter år præsteret ikke at se De Nattergales udødelige julekalender ’The Julekalender’, og nu hvor de i år genudsender den for ottende gang, havde hun heller ikke tænkt sig at se med.

»Indrømmer, at jeg aldrig har set et helt afsnit af ’The julekalender’ og syntes, det, jeg har set, er skrækkeligt,« skrev Jeanne Toxværd i 2012 på Facebook.

B.T. faldt over det seks år gamle Facebook-opslag, og eftersom Jeanne Toxværd i dag stadig ikke har set ’The Julekalender’, udfordrede vi hende til at se de to første afsnit.

Oluf og Gertrud.
Oluf og Gertrud. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

»Hvis det skal henvende sig til voksne, så rammer det ikke mit humorgen,« lyder den umiddelbare dom fra Jeanne Toxværd, da B.T. har hende i telefonen.

»Hvis man kigger lidt analytisk på det, er det nok meget sjovt, at kartoffelavlerne er karakteriseret som nogle stereotyper, men jeg grinede ikke,« fortsætter hun og forklarer, hvordan hun er lykkedes at undgå julekalenderen igennem årene.

»Da den blev sendt første gang, kunne jeg ikke se TV 2. Når den er blevet sendt efterfølgende, har det bare ikke interesseret mig. Jeg er primært sådan en, der ser nyheder i fjernsynet. Jeg har desuden fødselsdag juleaften, så da min datter blev stor nok, droppede vi faktisk også alt med jul, indtil der en dag kommer børnebørn.«

Jeanne Toxværd har gennem årene lagt mærke til, hvordan danskerne efterlignede De Nattergales måde at blande dansk og engelsk på. Det har altid irriteret hende, og når hendes datter for eksempel sang ’It’s hard to be a nissemand’, forsøgte hun at starte en anden sang.

Jeanne og datteren.
Jeanne og datteren. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men det var jo umuligt, for børnene sang den konsekvent i skolen,« fortæller Jeanne Toxværd med et stort grin.

Efter at have set de to første afsnit af ’The Julekalender’ på B.T.s opfordring, siger Jeanne Toxværd pænt nej tak til at se resten af julekalenderen, som hun af gode grunde ikke ved, hvordan ender.

»Nej, det ved jeg ikke, men de (nisserne, red.) finder vel nøglen til sidst,« gætter hun.

’The Julekalender’ sendes hver aften frem mod juleaften på TV 2 Charlie klokken 20:25.

Nisserne.
Nisserne. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere