Lena Thorsson fra 'Den store bagedyst' bor ualmindeligt tæt med sin familie.

Den 37-årige skolelærer fra Køge afslørede nemlig i første program, at hun bor i et såkaldt familiekollektiv på 84 kvadratmeter sammen med sine forældre, søster, svoger, nevø, kæledyr og sin egen datter Sara på 12 år.

Siden 'Den store bagedyst' blev optaget før sommerferien, er hendes søster og svoger imidlertid flyttet ud, fortæller Lena Thorsson til B.T.

»Lige nu er det kun mig, Sara og mine forældre. Så vi har fået lidt mere plads.«

Lena fra 'Den store bagedyst'.
Lena fra 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Vis mere

Som hun fortalte i 'Den store bagedyst', begyndte det med, at hun blev skilt og derfor af praktiske grunde flyttede ind hos sine forældre. Siden har det udviklet sig til at fungere rigtig fint for alle, fortæller hun.

»Jeg kan altså rigtig godt lide mine forældre,« griner hun, men tilføjer:

»Men det har da også været rigtig tæt, da vi alle sammen boede sammen. Når vi for eksempel alle sammen lå syge på en gang og kun havde ét toilet. Så kom man virkelig på prøve ud i, om man kunne lide hinanden, haha.«

Lena Thorsson medgiver da også, at man en gang imellem har brug for privatliv. Og der har hun en løsning:

»Så har jeg og Sara vores kolonihavehus, som man kan rende ned i, hvis man har brug for at trække vejret og være alene.«

Det er tredje gang, Lena Thorsson forsøger at komme med i 'Den store bagedyst'.

De to første gange blev hun sorteret fra som en af de sidste, men denne gang lykkedes det, og hun beskriver det som en kæmpe oplevelse at stå i bageteltet sammen med de ni andre deltagere.

»Det kom virkelig bag på mig, hvor sjovt det var at lave tv, samtidig med at man stod og bagte og var toppresset.«

På grund af coronakrisen blev optagelserne i første omgang udskudt, hvilket betød, at da de endelig kom i gang, var der kortere pause imellem programmerne. Det udnyttede Lena Thorssons datter:

»Jeg kom til at love min datter en hundehvalp undervejs. Jeg var totalt fraværende, mens det stod på, og levede i en konstant kageboble, så hun øjnene muligheden. Så nu har vi fået en lille puddel.«

Lena Thorsson fortæller med et grin, at DR's klippefolk har været søde til at redigere hendes udtalelser i første program.

»Det kan godt vælte ud af mig i en lind strøm med akavede udtalelser. Jeg husker, at jeg udtalte mig meget mere i kærlige vendinger om Patrick Swayze, end der kom med. Det kunne godt have været rigtig upassende,« forklarer hun med henvisning til, at hendes idolkage netop var en hyldest til den nu afdøde amerikanske skuespiller.