Kia fik i august 2018 tilkendt førtidspension, så hun fuldt ud kan fokusere på at blive rask igen.

Siden Kia Sødergreen for to år siden blev ramt af en massiv fødselsdepression og fødselspsykose, som hun stadig kæmper med den dag i dag, har hun delt åbent ud af sit liv og sin kamp på Instagram. Hun vil gerne bryde tabuet omkring psykisk sygdom og fortæller derfor ærligt om fødselsdepressionen.

Kia har stort set været indlagt på psykiatrisk afdeling eller boet på bosted siden fødslen, og realitydeltageren har her fået en diagnose, som hun endnu ikke ønsker at løfte sløret for over for offentligheden. Den hemmelige diagnose kostede hende blandt andet kørekortet efter et mislykket selvmordsforsøg i december.

På sin Instagram fortæller Kia løbende omkring, hvordan det går hende, og nu fortæller hun, at hun i fremtiden kan fokusere udelukkende på at blive rask igen. Hun er nemlig blevet tilkendt førtidspension.

Kia og Walid fra 'Kongerne' (Foto: Uffe Kongsted)
Kia og Walid fra 'Kongerne' (Foto: Uffe Kongsted)
Vis mere

– Jeg har fået førtidspension, så der ligger intet pres på mig for at komme hjem og skulle arbejde eller noget – men derimod være en god kæreste, datter og mor. Men lige nu er tingene bare enorm hårde, skriver hun.

Kan ikke arbejde

Til Realityportalen fortæller Kia, at hun fik tilkendt førtidspensionen i august 2018, og der er ingen plan for, hvor længe hun skal have det.

– Det er fast. Jeg må bare indrømme, at jeg ikke kan arbejde, som tingene er nu, siger Kia, der er uddannet sygeplejerske.

Hun siger, at når hun engang får det bedre, så skal hun først og fremmest lære at være mor, inden hun igen kan begynde at søge mod arbejdsmarkedet. Men hun har ikke planer om, at hun skal være på førtidspension resten af livet.

– Ja, mon ikke (hun kan komme på arbejdsmarkedet igen, når hun er på toppen, red.) Men det er ikke noget, jeg har tænkt over, som tingene er lige nu, siger hun.

Kun i særlige tilfælde

Det er ellers ikke bare sådan lige at få tilkendt førtidspension – og slet ikke, når man som Kia kun er 29 år. Det fremgår af borger.dk.

– Førtidspension kan være en mulighed, hvis du er fyldt 40 år, og din arbejdsevne er varigt og så væsentligt sat ned, at du ikke kan arbejde i et almindeligt job eller i et fleksjob. Hvis du er under 40 år, kan du kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension, står der på hjemmeside.

Når man kommer på førtidspension, er det som udgangspunkt heller ikke kun midlertidigt.

– Du er ikke berettiget til førtidspension, hvis du kun mister din arbejdsevne i en periode, eller hvis du kan forbedre din arbejdsevne gennem aktivering, behandling el.lign.

I første omgang handler det dog for Kia om at blive rask og blive den bedst mulige mor for Marcus. Herefter kan hun begynde at fokusere på sin situation på arbejdsmarkedet.

Herunder kan du læse Kias opslag om førtidspensionen:

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.