Det var ikke, fordi selvtilliden ligefrem strålede ud af 17-årige Lucas Grum-Schwensen, da han fredag tonede frem i 'X Factor' og både sang og beatboxede sig videre i konkurrencen.

»Jeg stillede op, fordi jeg havde en idé om, at så kunne jeg da finde ud af et eller andet,« siger han til B.T.

Og det kunne han. Alle tre dommere sendte store roser efter hjørringenseren, som gik fra tv-optagelserne med tre ja'er i bagagen.

Men et sted efter klokken 3 natten til 5. oktober blev drømmen slukket for den unge sanger.

Det var især Lucas Grum-Schwensens improviserede beatbox, der fik Ankerstjerne til at spærre øjnene op og sende den unge sanger videre. Men 'X factor'-deltageren hæftede sig ved en helt anden ting:

»Jeg fik Blachman til at nikke med hovedet,« siger Lucas Grum-Schwensen, der til daglig går på produktionsskole.

Her har han længe haft en drøm om at arbejde med videoredigering og har på sin YouTube-kanal demonstreret sit talent med gamervideoer, challenges og covers af sange. Men det seneste år har drømmen om en musikkarriere taget over.

Derfor var han glad for at blive sendt videre i konkurrencen af både Ankerstjerne, Blachman og Oh Land. Indtil det viste sig, at rejsen var slut, nærmest inden den var begyndt.

Foto: TV 2
Vis mere

»Jeg fik at vide, at jeg ville høre mere 4. oktober. Så jeg sad ved computeren og ventede til klokken 3 om natten, men der kom ingenting. Næste morgen vågnede jeg op til en mail om, at jeg desværre ikke var gået videre. Det var nederen,« siger Lucas Grum-Schwensen.

Høj på oplevelsen at have fået imponerende tre ja'er fra dommerne blev han overrasket over, at han alligevel ikke skulle med til Five Chair Challenge.

»Jeg troede, jeg var gået videre,« siger han.

Et ja fra dommerne var nemlig ikke ensbetydende med en billet videre på rejsen, viste det sig til sidst i afsnittet, hvor dommerne i fællesskab valgte en mindre pulje af deltagere, som skulle med videre.

»Men jeg stiller op igen næste år,« siger Lucas Grum-Schwensen

I fredagens afsnit fortæller han, at han bor på et opholdssted. Han ønsker dog ikke at fortælle hvorfor.

»Det er en lang historie,« siger 'X Factor'-deltageren til B.T.

Han understreger dog, at forholdet til moren er godt, og i afsnittet ser man da også, at den stolte mor er taget med til audition for at heppe på sin søn.

Her udbryder hun jublende, efter at dommerne har sendt ham videre:

»Nu giver mor mad ude i byen. Han kan få, lige hvad han vil have!«

Og hvad fik du så?

»Jeg mener, det endte med en durum med kebab og chili,« siger Lucas Grum-Schwensen til B.T.