Vivelill Søgaard Holm levede for to år siden et helt normalt liv med skole, fritidsinteresser, venner og familie.

Men så vendte hendes liv 180 grader. Som 12-årig blev hun castet til at spille med i en film, og pludselig stod hun som 13-årig på filmsettet sammen med Ghita Nørby og Sofie Gråbøl.

Det betød også, at Vivelill Søgaard Holm brugte ti uger sidste år ude i en skov for at optage filmen 'Harpiks'.

Filmen havde torsdag premiere i biografer landet over, og det har været en stor oplevelse for den nu 14-årige skuespillerdebutant at være med - især fordi hun arbejdede sammen med en af dansk films helt store stjerner.

»I starten var det meget en 'wow'-oplevelse. Jeg er typen, der har set mange gamle Ghita Nørby-film, og pludselig stod hun der bare. Jeg kunne stadig se smilehullerne,« siger hun, da B.T. møder hende.

Og selvom Vivelill Søgaard Holm var bange for at skuffe de etablerede stjerner, så fik hun et stort skud selvtillid under optagelserne:

»Jeg var sådan i tvivl, om hvordan jeg gjorde det, fordi jeg aldrig havde prøvet det før. Men så siger Ghita: 'Vivelill, du spiller jo fabelagtigt. Du spiller jo ligesom Sofie Gråbøl',« fortæller hun og forsætter:

»Jeg følte et lys i min krop. Når sådan en legende siger det til mig, så må jeg jo kunne et eller andet. Det følte jeg i hvert fald,« siger hun stolt med et stort smil på læben.

Den 14-årige skuespiller har aldrig medvirket i en film før.
Den 14-årige skuespiller har aldrig medvirket i en film før.
Vis mere

I filmbranchen ser man i disse år flere spirende unge skuespillere, der har et bagland i filmbranchen. Det gælder blandt andet Viilbjørk Malling Agger, der er julekalender-aktuel som pigen Falke i 'Tinka og Kongespillet' og datter af Søren Malling. Gerda Lie Kaas, Fanny Bornedal og Lue Støvelbæk er andre eksempler på unge skuespiltalenter, der har deres forældres kendte efternavn til fælles.

Vivelill Søgaard Holm er dog ikke vokset op med skuespillerforældre - og hendes skuespillerdebut var et rent tilfælde.

»Jeg fik egentlig rollen selv. Min far har været indspilningsleder, men det var, da han var yngre. Jeg var heldig at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men mine forældre sikrede mig ikke rollen på nogen måde.«

Skuespilleren går på en danseskole, hvor en af casterne tilfældigvis kom forbi en dag og blev interesseret i Vivelill Søgaard Holm. Efter nogle prøver var rollen hendes.

Med det spritnye job fulgte også en noget anden løn, end den dengang 12-årige pige lige var vant til.

Da B.T. spørger, hvor meget Vivelill Søgaard Holm fik for sin medvirken i 'Harpiks', er hun egentlig ved at svare. Men hendes mor, Jeanette Søgaard Holm, stopper hende og nøjes med at fortælle, at datteren fik en fornuftig portion penge:

»Hun har fået okay. Blandt andet til en helt ny Mac-computer. Så nu har hun et Mastercard, hvor hun kan bruge lidt. Men ellers er pengene låst. Hun ønskede at købe et par Gucci-gummisko til 8.500 kroner. Der sagde jeg nej,« griner hun.

14-årige Vivelill Søgaard Holm har efter debuten fået blod på tanden og kunne godt se sig selv lave flere film - hun vil dog fokusere på sin skole og dans lige nu, siger hun til B.T.

Vivevill Søgaard Holm spiller overfor store navne som Sofie Gråbøl og Ghita Nørby i 'Harpiks'.
Vivevill Søgaard Holm spiller overfor store navne som Sofie Gråbøl og Ghita Nørby i 'Harpiks'.
Vis mere