Forfatteren Jussi Adler-Olsen har de seneste måneder udtalt kritik af flere skuespillere, der medvirker i filmatiseringerne af bøgerne om 'Afdeling Q'. Men forfatteren bør holde sig til at skrive bøger.

Det mener Louise Vesth, der er producer hos Zentropa, som har stået for de første tre film om 'Afdeling Q'.

Jussi Adler-Olsen har de seneste måneder flere gange udtrykt kritik, blandt andet af skuespiller Fares Fares i rollen som Assad, og også af Nikolaj Lie Kaas i rollen som Carl Mørck.

Det får nu Zentropa-produceren til at reagere, og i en pressemeddelelse skriver hun, at Jussi Adler-Olsen er en dygtig krimiforfatter, der har opnået imponerende resultater i både Danmark og udlandet. Men hun understreger også, at bøger og film er to vidt forskellige ting.

'Jeg synes Jussi skal koncentrere sig om at skrive flere gode bøger, så skal vi nok koncentrere os om at lave de bedste film, vi kan. Når vi har lavet Journal 64, så ender vores æra, filmene må tale for sig selv, og så ønsker vi Jussi og Nordisk Film held og lykke med deres visioner for de efterfølgende filmatiseringer, som Jussi forhåbentlig kan få, lige som han ønsker,' skriver produceren i pressemeddelelsen.

Den fjerde Afdeling Q-film 'Journal 64' skal indspilles næste år, og herefter overgår rettighederne til de sidste seks bøger fra Zentropa til Nordisk Film. I forbindelse med det skifte har Jussi Adler-Olsen flere gange luftet tanken om, at det kunne betyde, at rollebesætningen i filmene blev skiftet.

»Nordisk Film må snakke med Nikolaj Lie Kaas, men det kan blive alle mulige. Vi har mange dygtige skuespillere i Danmark. Det er fuldstændig åbent, og det er ikke nødvendigvis Nikolaj Lie Kaas, der skal spille rollen igen,« har Jussi Adler-Olsen sagt til BT tilbage i juni.

I denne uges udgave af Her&Nu understreger han også, at han ikke har været helt tilfreds med skuespilleren.

»Han er meget enstrenget i sin vurdering af, hvem Carl Mørck er. Det kan man også være, hvis man bare læser det overfladisk. Jeg havde regnet med, at man ville gå ned i karakteren på en anden måde. En nuanceret måde,« fortalte Jussi Adler Olsen til Her&Nu og fortsatte:

»Han er en fremragende skuespiller, jeg havde bare ventet noget andet. Han kan selvfølgelig ikke gøre for, at han bliver instrueret på den måde. Jeg kan stadig rigtig godt lide ham. Han er en sympatisk skuespiller, der kan spille på mange strenge. Det var nok bare ikke den rigtige rolle for ham.«

Jussi Adler-Olsen understregede dog selv onsdag på sin Facebook-profil, at der ikke er taget nogen beslutning om at fyre Nikolaj Lie Kaas, og at Nordisk Film bestemmer, hvad der fremadrettet skal ske med filmene.