Efter 11 års parforhold er Pernille Rosendahl, 41 og Johan Wohlert, 37 gået fra hinanden. Det skriver ugebladet Her&NU på dets hjemmeside.

Pernille Rosendahl og Johan Wohlert har ikke kun været makkere på kærlighedsfronten. Også på det arbejdsmæssige plan har den tidligere X Factor dommer, der især var kendt for at skændes indædt med Blachman, dannet par med Johan Wohlert, der er bror til 'Go morgen-værten' Ida Wohlert, de dannede nemlig sammen bandet The Storm.

Parret, der er forældre til syvårige Tristan, bedyrer, at de på grund af sønnen er de bedste venner. Selv om kærligheden altså ikke holdt.

- Vi har taget den svære beslutning at gå hvert til sit. Vi er begge meget triste, men er, på trods den svære situation, fortsat gode venner. Vi vil fremover samarbejde om at sikre vores søn et godt forhold til både sin mor og sin far, siger Pernille Rosendahl til ugebladet.

Selv om de dannede et fasttømret par både privat og på scenen, blev Pernille Rosendahl og Johan Wohlert aldrig gift. Deres parløb fortsætter dog, da de ikke har planer om at opløse The Storm.

Ifølge Her&NU er Pernille Rosendahl blevet i deres fælles hjem, et 117 kvadratmeter stort rækkehus i Hellerup, som de købte for 5,7 mio. kroner i 2011.