Se, den første del af Poul Sivertsens audition her.

I 2008 stillede Poul Sivertsen op i underholdningsprogrammet 'X Factor' til audition i Aarhus. Han gik ikke videre fra sin audition, som dog har underholdt mange siden.

Den nu 68-årige pensionist fik dommerne til at bryde sammen af grin, og det var ikke på den gode måde. De var langt fra vilde med hans versioner af Robbie Williams' hittet 'Angels' og 90'er hittet 'What is Love' af Haddaway.

Men det var de danske X Factor-seere. Det kan man bedst se eksemplificeret ved, at Poul Sivertsens legendariske audition er set næsten 600.000 gange på YouTube. Efterfølgende valgte han at kritisere dommerne, fordi de grinte af ham - allerede inden, han var startet på at synge.

»Lige da jeg trådte ind, begyndte de at grine. Hvordan skal man yde sit bedste, når de sidder og griner, før jeg overhovedet er gået i gang? Jeg blev stresset af, at de sad og grinede, og derfor sang jeg ikke særlig godt,« fortalte Poul Sivertsen dengang til BT.

68-årige Poul Sivertsen har været til audition på X Factor i programmets første sæson og sidste sæson.
68-årige Poul Sivertsen har været til audition på X Factor i programmets første sæson og sidste sæson.
Vis mere

På trods af det, kan du se ham i det andet afsnit af X Factor, der bliver sendt fredag aften.

Men hvorfor stiller man op igen? Når man blandt andet har fået at vide af Thomas Blachmann, at man synger 'abstrakt dårligt'?

»Blandt andet fordi, jeg for første gang havde skrevet en ny melodi sammen med nogle andre. Og vinderen af det internationale Melodi Grand Prix var også en melodi i en lidt ældre stil ligesom mig,« siger Poul Sivertsen til BT.

Frygtede du slet ikke, at de ville grine af dig igen?

»Det gjorde jeg helt bestemt, men da jeg havde været med før, vidste jeg, hvad der kunne vente mig. Så jeg var klar til at give dem svar på tiltale. Denne gang behandlede de mig stort set ordentligt. Det var ok.«

Du kan se, hvordan det gik Poul Sivertsen i aften klokken 20.00 på DR 1.