Tove Ditlevsen ville i dag være fyldt 100 år. I den anledning fandt vi frem til Ove Ditlevsen, der siden Anders Thomas Jensens komedie 'Blinkende lygter' har måtte høre på utallige jokes om sit navn.

»Faktisk er Ove Ditlevsen en af vores største digtere.«

Sådan lød forvekslings-joken i år 2000, da Anders Thomas Jensen i sin actionkomedie ’Blinkende lygter’ fik Nikolaj Lie Kaas, i rollen som den følsomme og altædende Stefan, til at flæbe over et gammelt Tove Ditlevsen-digt, hvor T’et i ’Tove’ var revet ud af bogen,

I dag ville den store danske digter – altså Tove Ditlevsen - være fyldt 100 år. Hun døde i 1976 og er her derfor ikke at til at kommentere på den populære filmjoke, så i stedet satte vi os for at finde virkelighedens Ove Ditlevsen.

Der dukker tre Ove Ditlevsen’er op på Krak.dk. Én i Juelsminde, én i Birkerød og én i København. Vi ringer til sidstnævnte, der er 66 år, pensionist og bosiddende i Københavns Nordvestkvarter.

Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Søren Pilmark: Holdet der i 2000 spillede med i filmen 'Blinkende Lygter'.
Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Søren Pilmark: Holdet der i 2000 spillede med i filmen 'Blinkende Lygter'. Foto: Scanpix
Vis mere

Ove Ditlevsen tror først, han bliver udsat for endnu en dum joke og er tilbageholden i telefonen, men da vi får forklaret, at vi vitterlig gerne vil snakke med ham om hans forhold til hans ’næsten’-navnesøster Tove Ditlevsen, aftales vi at mødes på hans stamcafe 'Cafe Fuglereden' tæt på hans bopæl.

»Jeg kender udmærket ’Blinkende lygter’,« fortæller Ove Ditlevsen med et grin, da vi træder indenfor på det hyggelige værtshus.

»Jeg plejer ikke at se danske film, men jeg så det meste af den for et par år siden. Da scenen med mit navn dukkede op, gippede det da lidt i mig. Det var jo mig for faen, haha. Da jeg kom ned til de andre på Fuglereden, blev der joket meget med det.«

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976.
Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976. Foto: TAGE NIELSEN
Vis mere

Ove Ditlevsen, der har haft en omskiftelig karriere som alt fra chauffør til pædagog og postbud, fortæller, hvordan han gennem årene er blevet drillet med sit navn. Folk tilføjer et ’T’ på hans dørskilt, og da han som yngre havde langt hår, fik han mange kommentarer med på vejen.

»Jeg ved sgu ikke, om jeg lignede hende, haha.«

Han ved ikke, om han er i familie med Tove Ditlevsen. Han kender heller ikke nogen, der hedder Tove. Han fik sit navn af sine forældre, fordi ’et eller andet skulle han jo hedde’, og da han selv blev far, overvejede han aldrig at give sine piger navnet Tove.

»Det nærmeste jeg har, er en datter der hedder Tanja. Det betyder ’fars pige’ på græsk-russisk’.«

Han har aldrig mødt Tove Ditlevsen, men har fulgt hendes liv som alle andre.

»Jeg kender jo ’Barndommens gade’, ’Pigesind’ og alt det med Anne Linnet og Johannes Møllehave. Derudover kendte jeg hende kun fra aviser og ugeblade, men vi har da haft meget sjovt med navnet gennem årene.«

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i Itunes eller lyt med her: