Danmarks Radio har gennem de seneste 15 år opbygget en drama-afdeling i den internationale topklasse, og de lykkes ofte med at sælge deres tv-serier til udlandet. Det er også lykkedes med DRs kommende store søndagsserie 'Bedraget', som efter kun to færdigklippede afsnit er blevet solgt til genindspilning i USA.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Det er det amerikanske produktionsselskab Endemol Shine Studios, der nu ejer rettighederne til at genindspille serien i USA. Og det altså på trods af, at de kun har set to færdige afsnit.

Læs også:

Producerne på den amerikanske remake bliver Richard Brown og Wolfgang Hammer, hvor særligt førstnævnte Richard Brown har store succeser på sit cv. Således er han én af det hold af såkaldte executive producers, der har skabt og formet den anmelderroste HBO-serie 'True Detective'. Derudover har han også arbejdet på en anden HBO-serie, nemlig miniserien 'The Knick' med engelske Clive Owen i hovedrollen.

DRs dramachef Piv Bernth er stolet og meget tilfreds med, at det er lykkedes at sælge projektet til USA.

Læs også:

»At serien har fanget amerikanernes interesse på dette tidlige tidspunkt beviser, at Jeppe Gjervig Gram og hans forfattere er lykkedes med at fortælle en kompliceret historie på en forståelig måde. Finanskrisen har optaget hele verden i de sidste mange år, og derfor kommer denne serie på det helt rigtige tidspunkt,« siger hun.

Jeppe Gjervig Gram er seriens hovedforfatter og var tidligere en del af den forfattergruppe, der skrev en anden af DRs store succeser, det politiske drama 'Borgen'.

Læs også:

'Bedraget' - eller 'Follow the Money', som dens engelske titel er - omhandler økonomisk kriminalitet i banker, bestyrelseslokaler og på børsen og er højaktuel efter de seneste års globale økonomiske krise. Skuespillerne Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas, Esben Smed og Natalie Madueño er de bærende kræfter i den danske version, som til januar ruller over skærmen på DR1.

Serien konceptuerende instruktør er 55-årige Per Fly, som flere vil kende fra store succeser som 'Bænken', 'Arven' og 'Drabet'.