Hvis du har været en tur i biffen og se 'Flaskepost fra P' i weekenden, så er du langt fra den eneste.

Den tredje filmatisering af de populære Jussi Adler-bøger om Carl Mørck og afdeling Q har nemlig solgt 207.669 billetter siden premieren torsdag d. 3. marts.

Det gør filmen til den danske film, der har haft den bedste åbningsweekend nogensinde i den tid, hvor premiereweekender har varet fra torsdag til søndag. Det meddeler Zentropa i en pressemeddelelse.

Med Nikolaj Lie Kaas i front som kriminalbetjenten Carl Mørch har først 'Kvinden i buret' og siden 'Fasandræberne' også været massive, danske biografsucceser - men tredje film i rækken slår dem altså. I selve weekenden torsdag-søndag solgte filmen 154.342 billetter, hvilket er 22.000 billetter flere end til 'Fasandræberne' og hele 33.000 flere end til 'Kvinden i buret'.

Hos Zentropa er producer på 'Flaskepost fra P', Louise Vesth stolt af resultatet.

»Det er helt vildt. Vi er lykkelige. Vi har gjort os umage med at udvikle universet og lave film som både underholder og imponerer. Jeg er stolt over at, vi i dansk film har kunne opbygge en højkvalitets filmserie, med de bedste skuespillere og filmfolk, vi har. Vi skal glæde os over at danskerne i den grad har taget både film og bøger til sig. Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor vi har en stolt filmtradition og, hvor danskerne ser danske film,« siger Louise Vesth, der nu med 'Flaskepost fra P' har stået bag fire af de seks bedste premiereweekend på dansk film.