Den 19-årige Youtube-stjerne er nået halvvejs igennem ’Vild med dans’ uden at ryge i farezonen. Ekspert vurderer, at hun kan gå hele vejen udelukkende på baggrund af sin fangruppe på de sociale medier.

De fleste voksne aner ikke hvem hun er, hun løber langt fra med opmærksomheden i medierne, men med en enorm fanbase på internettet, kan 19-årige Julias Sofia gå hele vejen og vinde årets udgave af ’Vild med dans’.

Efter de seks første liveshows har den unge Youtube-stjerne endnu ikke prøvet at stå i farezonen for at ryge ud. Hun er heller ikke blandt dommernes favorit, så hver fredag går hun videre udelukkende på baggrund af seernes sms-stemmer.

Julia Sofia hjemme på værelset hvor hun optager sine Youtube-videoer. Billedet her er fra 2016.
Julia Sofia hjemme på værelset hvor hun optager sine Youtube-videoer. Billedet her er fra 2016. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hun har omkring 200.000 fans på de sociale medier, og deres opbakning kan føre hende rigtig langt i ’Vild med dans’, vurderer Jacob Mouritsen fra Mindshare, der er ekspert på børn og unges adfærd på de sociale medier.

»Grundlæggende har Julia Sofia ekstrem meget indflydelse på sine fans. Hun er den type blogger, der vender kameraet imod sig selv. Man følger hende som person, det er hendes univers, og hun fungerer for seerne som en digital storesøster. Man følger hende i tykt og tyndt, og hvis hun siger hop, så er der rigtig mange, der hopper,« lyder det fra Jacob Mouritsen, der mener, at børnenes entusiasme overfor Julia Sofia sagtens kan smitte af på resten af familien.

»Når børnene siger til deres far, at han skal stemme på Julia Sofie, så gør han det uden at tænke videre over det bare for at gøre børnene glade.«

I aftenens ’Vild med dans’-show har Julia Sofia et ekstra trumfkort med i form af Youtube-kollegaen Albert Dyrlund, der kigger forbi for at synge sit nummer ’Emoji’. Albert Dyrlund har selv flere hundredetusind fans på de sociale medier og vil uden tvivl give Julia Sofia et ekstra sms-stemme-boost.

»Det er super smart. Ved at hive flere Youtubere ind, gør hun det til en kamp mellem Youtuberne og resten af Danmark. En klassisk David mod Goliat-effekt, hvor de unge føler sig som en del af et oprør mod de gamle,« forklarer Jacob Mouritsen, der mener, at Julia Sofia nu rent taktisk skal have fat i hjælp fra anden kant.

»Hun er allerede langt foran resten af deltagerne, men når vi nærmer os finalen, hvor stemmemængden angiveligt ligger omkring de 200-300.000, skal hun også have de voksne med og måske invitere nogle etablerede popstjerner i studiet. Det er jo ligesom en amerikansk valgkamp, hvor man starter med at cementere sin base og taler ud til fløjene, og så langsomt begynder at gribe ind mod midten.«

Julia Sofia er den første Youtube-stjerne i ’Vild med dans’-historien. Hun danser med den professionelle danser Frederik Nonnemann, der har været med siden 2013. Hans højeste placering i programmet er en sjetteplads, som han sidste år opnåede med tv-værten Lene Beier.