Sacha Baron Cohen elsker at fuppe amerikanske politikere – nu siger de 'Vi se ses i retten'

I aftes havde tredie afsnit af HBO Nordic-serien 'Who is America?' premiere på amerikansk tv. Endnu en stribe amerikanske politikere og kendisser blev taget ved næsen af den britiske komiker Sacha Baron Cohen. Og her til morgen kridtes banen op til endnu en stribe retssager – imod Cohen.

Alaskas forhenværende guvernør og eksvicepræsidentkandidat Sarah Palin har allerede truet med sagsanlæg. Den konservative sherif Roy Moore, der tidligere på året forsøgte at blive staten Alabamas næste senator, har også truet Sacha Baron Cohen med krav om millionerstatning.

Og selv om det republikanske medlem af staten Georgias lokalregering Jason Spencer allerede har trukket sig efter sin pinlige optræden i et 'Who is America?'-afsnit, har han også pudset sine advokater på den 46-årige britiske komiker.

Men Sacha Baron Cohen er ikke så let at sagsøge.

Lige siden sit gennembrud med tv-serien 'The Ali G Show' har han nemlig specialiseret sig i at udnytte folks naivitet og iver efter at være i rampelyset.

»Det er utroligt, hvad du kan få folk til at sige, hvis du bare strøer om dig med kendte navne.«

Sådan fortalte Sacha Baron Cohen forrige år i et interview med den britiske tv-vært Graham Norton.

I det nye tv-show 'Who is America?' har Sacha Baron Cohen allerede fået republikanske toppolitikere til at støtte et våbenprogram, der har til mål at bevæbne treårige amerikanere, så disse småbørn kan forsvare sig under et eventuelt masseskyderi.

I sidste uge bildte Cohen så politikeren Jason Spencer ind, at muslimske terrorister med held kunne bekæmpes med en helt ny teknik, udviklet af den israelske antiterrorbevægelse Mossad.

Som resultat fik Sacha Baron Cohen den 43-årige familiefar og livslange politiker til at trække bukserne ned, mens han løb baglæns og skreg nogle af de mest racistiske eder foran de rullende kameraer

Nu sværger Jason Spencer, ligesom bl.a. Sarah Palin og Roy Moore, på, at Sacha Baron Cohen snød dem til at medvirke.

Men Cohen har prøvet det før. Efter prisbelønnede biograffilm som 'Borat' og 'Bruno' væltede sagsanlæggene også ind. Og da Sacha Baron Cohen i 2007 modtog en Golden Globe, indledte han sin takketale med ordene:

»Jeg vil gerne sige tak til alle de amerikanere, der endnu ikke har sagsøgt mig.«

Og lige fra starten har Sacha Baron Cohen omgivet sig med nogle af showbiz' smarteste advokater.

Således har samtlige medvirkende i 'Who is America?' ikke alene underskrevet en kontrakt, hvorved de lover aldrig at sagsøge producenterne bag projektet.

Yderligere erkender de medvirkende via Cohens helt specielle kontrakt, at 'filmselskabet kan bruge materialet, helt som de lyster'.

Og som det sidste søm i den ligkiste, der indeholder Palins, Moores og Spencers i forvejen spinkle juridiske chancer, skriver samtlige medvirkende også under på det helt unikke punkt, der ifølge bladet The Hollywood Reporter lyder som følger:

»Den medvirkende erkender, at han eller hun ikke kan stole på nogen af de løfter, der eventuelt er blevet givet i forbindelse med programmets indhold.«

»Det er mit held, at ingen læser en kontrakt, før de skriver under,« siger Sacha Baron Cohen til avisen The New York Times.