Matt LeBlanc, der bedst er kendt for sin rolle som ‘Joey’ i tv-serien ‘Venner,’ der stadig har sin sejrsgang, 13 år efter at sidste afsnit blev produceret, kommenterer nu beskyldninger om, at tv-serien er politisk ukorrekt.

Ifølge Daily Mail er det særligt unge, såkaldte ‘millennials,’ der peger fingre ad den ellers så populære serie. Kritikerne mener, at ‘Venner,’ der eksempelvis fortsat kan ses på ‘Netflix,’ er både sexistisk, homofobisk og racistisk. Det skyldes eksempelvis, at alle seks hovedpersoner i serien er hvide, ligesom der laves sjov i serien med, at ‘Rachel’ i serien hyrer en mandlig barnepige.

Men Matt LeBlanc afviser, at serien er krænkende.

»Jeg har hørt rygterne om, at der er nogle, der fyrer ubegrundet kritik af, men jeg vil ikke gå ind i det. Jeg er helt uenig i det,« siger han til BBC.

»På ‘Venner’ styrede vi uden om alle de ting. ‘Venner’ handlede om temaer, der kan stå sin prøve - tillid, kærlighed, forhold, forræderi, familie og den slags.«

Matt LeBlanc selv har været personligt udsat for kritik, da hans karakter i serien, ‘Joey’ gør grin med ‘Monica’ ved at sige, at ‘en eller anden pige har spist Monica,’ da han ser gamle optagelser af hende, hvor hun er overvægtig.

Matt LeBlanc er aktuel som vært på BBC-programmet Top Gear, der vender tilbage med endnu en sæson.