Emilie Päevatalu vandt pladekontrakten og titlen som 'Danmarks største stemme' i Voice 2012. Dermed kan L.O.C. kalde sig dobbelt vinder af TV 2s sangkonkurrence, da han også løb af med sejren sidste år med sangeren Kim Wagner.

- Det har været en rutsjebane af følelser og musik og fede tider. Jeg har slet ikke haft lyst til, at det skulle stoppe. Det har været så fedt på alle måder, siger en glad Emilie Päevatalu.

Emilie havde sammen med coach L.O.C. skrevet sangen 'Skandale', og det blev sangen, der lukkede og slukkede i Voice 2012.

Konkurrencen var ellers hård for den 24-årige studine. Xanders deltager Andreas Odbjerg var af mange spået til at snuppe sejren, og også bookmakerne havde mest tiltro til ham. Danske Spil gav torsdagen før finalen odds 12 på, at Emilie ville snuppe sejren - det højeste odds af de fire finaledeltagere.

- Jeg havde virkelig regnet med, at han (Andreas Odbjerg, red.) ville smadre mig, men det gjorde han ikke, sagde en begejstret Emilie Päevatalu lige efter sejren blev offentliggjort. 

Rapperens 'underdog' bed fra sig

Overraskelse eller ej. Coach Liam O'Connor havde kun rosende ord til overs for sin finalist efter afgørelsen. Sammen optrådte de to med L.O.C.s nummer 'Helt min egen' i aftenens finale, og rapperen mener sagtens, at Emilie vil kunne skabe sig sit eget navn i musikbranchen.

- Emilie har et positivt og sundt syn på at have vundet det her. Hun ved nu, at hun har et afsæt, men hun er ikke garanteret noget. Jeg ved, at Emilie har tænkt sig at arbejde for sagen. Hun er stærk nok til at kunne etablere sig som sangerinde, sagde coach L.O.C. efter at have snuppet sejren i Voice for andet år i træk.

I aftenens finale var de fire dommere for første gang i konkurrencen sat helt uden for indflydelse. I finalen var det nemlig udelukkende seernes sms-stemmer og det antal afspilninger, som hver finalist har haft på streamingtjenesten Spotify i den forløbne uge, der talte.

voice782324

Andreas Odbjerg havde med sin fortolkning af Gnarls Barkleys 'Who's gonna save my soul' opnået flest afspilninger på Spotify siden semifinalen. Derfor havde fynboen også en snæver fordel forud for aftenens show sammen med Lene Nystrøms Christian Krogh Sørensen, som havde opnået næst flest afspilninger.

Men denne fordel kom altså ikke til at betyde noget for konkurrencens udfald, da Emilie Päevatalu overhalede begge de herrer indenom og snuppede pladekontrakten.


HVAD MENER DU? VAR DET DEN RIGTIGE VINDER? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR
(Virker desværre ikke på mobilen)