Den unge amerikanske superstjerne kom til at træde sin kjole i stykker - eller gjorde hun?

Næst efter at møde op i en kjole magen til en andens er de fleste kvinders værste fest-mareridt nok, at de kommer til at træde i deres kjole, så den går i stykker.

Det mareridt blev til virkelighed for den amerikanske skuespiller Jennifer Lawrence, da hun søndag aften amerikansk tid skulle modtage en Screen Actors Guild Award som den bedste kvindelige skuespiller.



Lawrence kunne ikke skjule sine følelser, da hendes navn blev råbt op, og hun sprang op og omfavnede de folk, der sad omkring hende.

Men da stjernen skulle gå den korte vej fra sin plads og op på scenen, gik det galt. På grund af den trange plads mellem stolene, kom hun til at træde i sin dyre haute couture-kjole fra Dior, så kjolen sprækkede. I et split-sekund holdt de fornemme gæster i salen vejret, mens den 22-årige Lawrence hurtigt glattede kjolen ud og fortsatte op på scenen, som om intet var hændt.

US-SCREEN ACTORS GUILD-SHOW


Efter uheldet har flere udenlandske medier spekuleret i, hvad det rent faktisk skete. Gik kjolen i stykker, eller var det et planlagt stunt? Og hvis det ikke var planlagt, hvordan kunne skuespillerinden så så let og ubesværet glatte kjolen på plads.

En journalist fra modesitet Styleite.com mener at have løst gåden. Jennifer Lawrences kjole er simpelthen to-delt og bliver holdt sammen med et tyndt gennemsigtigt sort for. Da stjernen så trådte på slæbet, røg underdelen ned og afslørede et kig til hendes lår.

Jennifer Lawrence fik prisen for sin rolle i filmen 'Silver Linings Playbook'.