Søde og forelskede så de ud, da de sagde ja til hinanden og bagefter holdt bryllupsfest. Og Ane og Ulriks bryllupsnat var efter alt at dømme også mere romantisk end hos mange af de andre par i ’Gift ved første blik’. Men bryllupsrejsen gik knap så smertefrit, viste aftenens afsnit.

I første omgang tegnede alt ellers godt mellem den 34-årige Ulrik Pihl og hans to år yngre brud, Ane-Marie Fleischer Larsen.

»Da jeg så Ane på rådhuset, blev jeg bekræftet i, hvorfor jeg havde meldt mig til programmet. Jeg var rigtig glad for det, jeg så,« fortæller Ulrik Pihl til BT om sin hustru, som en række eksperter har fundet til ham i kærlighedseksperimentet 'Gift ved første blik'.

Også resten af bryllupsdagen forløb upåklageligt:

»Vi havde en rigtig, rigtig dejlig dag. Vi snakkede om, hvordan det mon ville gå med at sætte to hold familier og venner sammen, der ikke kendte hinanden, men det gik godt – og føltes meget naturligt,« tilføjer han.

Ane-Marie Fleischer Larsen har også tidligere fortalt til BT, at Ulrik Pihl var hendes type:

»Da jeg kom ind på rådhuset og så ham, blev jeg helt lettet. Han var pæn og så sød ud og var også sådan en, jeg godt kunne have gået efter i byen. Han virkede mindre nervøs end mig – mere rolig. Det var et rigtig godt førstehåndsindtryk,« lød dommen for to uger siden.

Læs hele interviewet med Ane HER (åbner i ny fane)

Og så var der selve bryllupsnatten. Også den forløb helt, som den skulle, fortalte Ane glad til kameraet dagen derpå.

Ulrik Pihl er dog ikke meget for at kommentere natten.

»Nej, det er en privat sag. Jeg synes, programmet viser, at Ane - ikke jeg - er åben omkring det. Jeg var forundret over, at Ane sagde, som hun gjorde. Det var ikke mig, der lagde op til, at vi skulle snakke om det til kameraet,« forklarer han.

Ulrik Pihl tilføjer, at det måske skyldes, at parret var kommet sent i seng efter bryllupsfesten og skulle meget tidligt op næste dag.

»Der var nok stadig lidt eufori i luften,« vurderer han.

Om euforien fulgte med på hvedebrødsdage i Kroatien? Tv-seerne kan nok godt blive i tvivl efter aftenens afsnit, hvor Ulrik og Ane ser ud til at småskændes lidt over en lang køretur.

»Jeg oplevede ikke direkte, at der var problemer. Men det er klart, at det er en svær proces, hvor to mennesker skal lære hinanden at kende under ekstreme forhold,« fortæller Pihl.

Eksperterne i 'Gift ved første blik' havde valgt, at parrene hver skulle arrangere en dag efter deres hoved, mens de var på bryllupsrejse, og Ane valgte, at hun og Ulrik skulle tilbringe dagen i en nationalpark, der lå et stykke vej fra parrets hotel.

»Jeg står ved episoden, hvor jeg syntes, det var langt at køre. Jeg ville gerne have så meget tid som muligt sammen med Ane, og selvfølgelig kan man snakke sammen i bilen, men det var lidt akavet med to en halv time i en bil sammen en chauffør og en kameramand,« forklarer Ulrik, der mener, at uoverensstemmelsen kom til at fylde mere i programmet, end den gjorde i virkeligheden.

En anden udfordring for parret, var, at Ulrik tilsyneladende har mere brug for at give komplimenter, end Ane har for at modtage dem.

»Når jeg ser det i tv, er det også første gang jeg ser, hvad Ane har sagt. Hun syntes, det med komplimenterne var lidt for meget. I det brev, vi fik af hinanden før brylluppet, skrev hun, at det tog hende lidt tid at åbne sig over for andre, og derfor tog jeg det som min opgave at gøre hende tryg. Så måske har jeg givet et kompliment for meget. Jeg ville bare gerne have, at hun var tryg med mig,« siger han.

Du kan se, hvordan det går Ulrik og Ane de næste tirsdage klokken 20 på DR1.