TV2 er i gang med at optage en ny sæson med tv-stationens udsendte korrespondenter i verdens brændpunkter. Programmet er netop blevet kåret som årets bedste af seerne.

TV2s korrespondent Ulla Terkelsen og kollegerne Rasmus Tantholdt, Steffen Jensen og Simi Jan er blevet seernes darlings.

TV2s 'Korrespondenterne' har netop vundet seerprisen som årets tv-program, og TV2 er nu i gang med at lave en ny sæson.

Et filmhold fulgte Ulla Terkelsen under EM i fodbold og var med rundt i Polen og Ukraine og senere i London under OL.

I kølvandet på OL fik Ulla Terkelsen kritik for at stille op til for meget.

-Det er da helt i orden med kritik. Men der må også være en grænse for, hvor kedelig en tv-vært må være, siger Ulla Terkelsen.

- Jeg er journalist og generalist, og jeg ser ingen modsætningsforhold i både at dække OL og andre store events. Hvad enten det er royalt eller sportsbegivenheder, så samler det folk. Jeg læser stemningen, og jeg fortæller, hvad folk siger til mig, siger Ulla Terkelsen, der er tilbage i London for at følge Assange-sagen.

- Man skal hele tiden forholde sig kritisk til sig selv, og jeg siger også nej til ting, men jeg kan ikke gøre for, at jeg interesserer mig for mange ting. For mig er det ikke spørgsmålet, om det er fint eller ikke fint, siger Ulla Terkelsen, som BT fangede i forbindelse med den årlige tv-festival i København.

Ved den lejlighed understregede hun med et glimt i øjet, hvor meget jobbet som korrespondent betyder for hende:

- Den dag, de ikke ringer fra TV2, vil jeg tage mit eget liv.