Vild fodboldleg med fire-årig nevø skyld i aflysning af tv-program.

DRs kontante forbruger-vært, Kåre Quist måtte i går aflyse udsendelsen af det populære magasin-program Kontant, fordi han lígger derhjemme med en hjernerystelse, fortæller han til B.T.

- Jeg har fået en klar ordre fra vagtlægen på, at jeg skal holde mig i ro, fordi jeg har fået mig en lille hjernerystelse, siger den uheldige tv-vært.

- Ingen fjernsyn, ingen læsning. Man skal dybest set bare kede sig, siger Kåre Quist, der griner en smule, da han fortæller hvordan skaden skete:

- Det er faktisk en fodbold-skade. I fredags spillede jeg indendørs fodbold med min fire-årige nevø i min brors lejlighed. Det gik ret vildt for sig, og jeg glemte, at lejligheden har skråvægge, så jeg var så uheldig at jeg knaldede hovedet op i væggen, mens vi spillede med en skumgummibold, fortæller Kåre Quist, der siden har døjet med de klassiske symptomer på hjernerystelse:

- Jeg har haft kvalme, hovedpine og svært ved at fokusere, så der er ikke andet at gøre end at holde sig fuldstændig i ro, derfor blev jeg nødt til at aflyse udsendelsen.

Det er ikke første gang Kåre Quist må aflyse en Kontant-udsendelse på grund af uheld.

Tirsdag d. 28 april  2009 var TV-værten så uheldig at stå i vejen for en hidsig teknikér, der havde været plaget af drilsk teknik under for-optagelserne til Kontant, der skulle sendes om aftenen.

I frustration over teknikken kastede teknikeren en stor gummibelagt lysmåler mod studiets gulv. Måleren sprang imidlertid højt op i luften og ramte Quist på næsen, hvorefter han måtte på skadestuen og syes med fire sting.

- Sidst brækkede jeg jo næsen, så det er desværre ikke første gang, jeg må aflyse Kontant. siger Quist, der i øvrigt har været uheldig med næsen to gange tidligere i sit liv, hvor den har været brækket under hård infight under regulære amatør-fodboldkampe.

Kåre Quist siger til B.T., at han snart er kamplar igen, så han kan stå i front for Kontant på næste tirsdag som sædvanligt.

- Jeg har der allerede meget bedre, og håber at jeg nu har fået de brud og hjernerystelser jeg skal have, siger Kåre Quist med et smil.