Liva Lundegaard Hermansen, 63, havde lovet sig selv, at hun ikke ville stå og tude over en kage. Men onsdag aften nåede hun tåregrænsen efter at have kæmpet hårdt med apple-pie, ostekage og hendes italiensk mesterværk i DR´s populære 'Den store bagedyst'.

- Og så gjorde jeg det alligevel. Ikke fordi jeg var ked af det som sådan. Det er aldrig sjovt at erkende, at jeg ikke kunne mere, og jeg var flov over, at jeg ikke kunne holde hovedet koldt. Alt var bare gået galt, og jeg var så træt og flad. Jeg var slet ikke mig selv, og jeg var ikke i tvivl om, at det var mig, der skulle forlade dysten. Det kunne ikke være anderledes, fortæller Liva, der måtte forlade kagekonkurrencen.

- Bagefter var det en lettelse at have forladt programmet. Alt havde handlet så meget om bagning. Det var den første tanke, når jeg vågnede om morgenen, og det sidste, inden jeg sov. Jeg sov 24 timer, fortæller Liva.



I ugerne efter optagelserne var alle bageredskaber i huset gem væk, men nu er kagebageriet igang igen.

- Jeg kan ikke lade være. Jeg har lært, at jeg ikke skal være så bange for at eksperimentere og er blevet bedre til at afprøve ting, der er anderledes. Jeg har også lært, hvor mine begrænsninger er, og at jeg til forskel fra de unge skal læse mere end én gang for at kunne huske, hvad der står i opskriften.
Men jeg er stolt over at have haft et fællesskab med nogle, der er et helt andet sted i livet end jeg.

Liva Hermansen har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger og har fire aftaler om at komme ud og fortælle om sine oplevelser i 'Den store bagedyst', som hun rent faktisk havde overvejet at springe fra, tæt på, at optagelserne gik igang.

- Jeg har fået så mange rygklap, at jeg stadig føler mig helt høj. Det har været en positiv oplevelse for mig. Mine børn er stolte af mig, men nu har de også sagt det højt, og det er en kæmpe gave, siger Liva, der har dette råd til sine jævnaldrende.

- Hvis nogen på min alder spørger, om de skal melde sig til 'Den store bagedyst', så vil jeg sige til dem, at de skal tænke sig godt om. For det er så hårdt!