Hvis du er vant til at få anmeldelser af diverse tv-programmer, fokus på forskellige tendenser indenfor tv-verdenen og en ugentlig tv-top-fem liste med DR2-programmet TV!TV!TV!, så kan du godt begynde at finde lommetørklædet frem. For det populære tv-program om tv er nemlig ved at være nået til vejs ende.

Den sidste udgave af TV!TV!TV!, der har Ane Cortzen som den undrende og nysgerrige vært, kan ses 12. december.Til BT forklarer værten, at programmet, der har kørt i to år, bliver lukket, da man ønsker at stoppe, mens det stadig går godt.

- Vi vil gerne stoppe, mens vi er på toppen. TV!TV!TV! bygger på begejstring og energi. Vi har nu lavet 55 programmer, så det er bedre at stoppe, mens det føles friskt og interessant, og inden seerne synes, det er meget det samme. Jeg er bange for at komme til at stå og gentage mig selv, siger Ane Cortzen til BT.

Og selvom hun vil slutte på toppen, så er det dog ikke uden tungt hjerte, at hun siger farvel til programmet.

- Jeg har elsket at lave TV!TV!TV!, og det er med vemod, vi siger farvel og tak. Det har været en dejlig legeplads, hvor ingen har blandet sig. Men vi har aldrig lagt skjul på, at vi ville slutte efter fire sæsoner. Nu går vi i tænkeboks for at finde ud af, hvad vi så skal lave. Hjertet og motoren fra TV!TV!TV! vil vi gerne føre videre. Jeg brænder meget for tv-delen af det, men det er vigtigt at udvikle sig og finde noget nyt. Jeg kan ikke stå i en elevator hele mit liv, siger Ane Cortzen.

Værten på programmet har dog to gode nyheder at byde på. Den første er, at det sidste program vil blive et ordenligt brag, når der sendes live i en hel time. Den anden er, ifølge MediaWatch, at TV!TV!TV! til foråret får sig en efterfølger, hvor Ane Cortzen også er med.

- Vi vender tilbage med et nyt program til foråret, som bliver TV!TV!TV!'s eftefølger. Vi går i gang til januar med at brygge på et nyt koncept, men hjerteblodet og energien fra TV!TV!TV! bliver helt sikkert ført videre, lyder det fra Ane Cortzen i en mail til MediaWatch.

Køb BT fredag og læs resten af interviewet med Ane Cortzen.