DR Dokumentar talte meget om ”barnets tarv” i forbindelse med tvangadoptioner. Men hvorfor gav man så ikke børnene en stemme, spørger Michelle Stephanie Christensen, der stadig er tæt knyttet til sin plejefamilie, selvom hun er blevet voksen.

Michelle Stephanie Christensen blev forarget, da hun så DR1 Dokumentaren ’Aldrig mere mor’ onsdag aften. For som plejebarn burde hun selv kende til de problematikker, dokumentaren berørte. Men det kunne hun slet ikke.

»Jeg synes, at plejefamilier og -børn blev udstillet på en meget træls måde,« siger 23-årige Michelle Stephanie Christensen med henvisning til den triste historie om 26-årige Cindy Petersen, der ville ønske, hun var blevet bortadopteret, da hun nu står som voksen og hverken føler sig knyttet til sin biologiske mor, som hun sjældent ser, eller den plejefamilie der ikke juridisk har pligt til at tage sig af hende længere.

I dokumentaren så man, hvordan den eneste gæst til Cindys 26-årsfødselsdag var en socialrådgiver fra et netværk for tidligere anbragte, og Cindy Petersen var dermed et eksempel på det ingenmandsland, voksne plejebørn står i, når de biologiske forældre aldrig har taget sig rigtigt af dem, og aftalen med plejefamilien ophører.

Michelle Stephanie Christensen er 23 år og bor i Greenaa. Her læser hun til finansøkonom. Hun var anbragt i en plejefamilie, fra hun var 13 til hun blev 18.
Michelle Stephanie Christensen er 23 år og bor i Greenaa. Her læser hun til finansøkonom. Hun var anbragt i en plejefamilie, fra hun var 13 til hun blev 18. Foto: Privat
Vis mere

Michelle Stephanie Christensen anerkender fuldt ud, at 26-årige Cindy Petersens historie er ganske frygtelig.

Men hun nægter at tro, at det er den gængse oplevelse og kritiserer DR for at få det til at fremstå sådan.

»Dokumentaren burde også have vist, hvor velfungerende de fleste plejefamilier trods alt er,« siger Michelle Stephanie Christensen, der derfor har valgt at stå frem med sin oplevelse som voksent plejebarn.

Selv taler hun jævnligt med sin plejefamilie, som hun også holder jul med, selvom de havde ret til at bryde ”samarbejdet” for fem år siden, da Michelle Stephanie Christensen fyldte 18 og blev myndig.

DR1 Dokumentaren ’Aldrig mere mor’ fulgte to familier, hvor børnene indtil nu havde været anbragt i en plejefamilie med kontakt til de biologiske forældre, men hvor myndighederne nu havde besluttet, at de skulle bortadopteres uden samtykke for at give børnene et mindre kaotisk og skadeligt liv.

I dokumentaren mødte man Nina Petersen og Michael Christensen, der kæmpede for at få samvær med deres søn Speedy, som blev besluttet bortadopteret uden samtykke allerede under graviditeten.
I dokumentaren mødte man Nina Petersen og Michael Christensen, der kæmpede for at få samvær med deres søn Speedy, som blev besluttet bortadopteret uden samtykke allerede under graviditeten. Foto: DR/DR1 Dokumentar
Vis mere

Her fik forældrene lov at udtrykke deres frustration ved at miste deres børn både fysisk og juridisk. Men man hørte ikke fra andre børn end Cindy Petersen. Og det synes Michelle Stephanie Christensen var problematisk.

»Jeg synes, det er fuldstændig sindssygt, at man overhovedet vil overveje at adoptere andres børn væk. Uanset hvad man fejler og hvor god en mor, man kan være, så gør man sit allerbedste. Man er der måske ikke 100 pct., men det vil altid være bedre end slet ikke at være der,« fortæller hun.

Hun har selv været i pleje to gange. Anden gang fordi hun blev tvangsfjernet, men hendes mor opgav retssagen undervejs, da hun godt kunne se, at en anbringelse ville være det bedste for hendes datter.

I DR1 Dokumentaren mødte man også 33-årige Michelle Louise Olsen, der blev erklæret hjerneskadet efter behandling for leukæmi i sin spæde barndom. Hun har altid været indstillet på, at hun aldrig ville kunne varetage rollen som mor på fuld tid, men blev overrasket over, at det endte med tvungen bortadoption.
I DR1 Dokumentaren mødte man også 33-årige Michelle Louise Olsen, der blev erklæret hjerneskadet efter behandling for leukæmi i sin spæde barndom. Hun har altid været indstillet på, at hun aldrig ville kunne varetage rollen som mor på fuld tid, men blev overrasket over, at det endte med tvungen bortadoption. Foto: DR/DR1 Dokumentar
Vis mere

Det betød, at hun nu kun så sin mor hver anden weekend. Men hun oplever ikke, at hendes opvækst har været mere kaotisk af den grund.

»En anbringelse betød, at jeg selv havde mulighed for at vælge min mor fra, hvis jeg kunne mærke, at hendes tilstedeværelse gjorde skade på mig. Det ville have været så forfærdeligt, hvis jeg var blevet bortadopteret og i stedet kun havde haft mulighed for at vælge hende til senere i livet,« siger hun.

»Jeg har aldrig følt, at jeg har haft to halve familier. Min plejefamilie tog mig til sig som deres egne, men jeg havde stadig mulighed for at lære min biologiske familie at kende.«