Succes: 'Den som dræber' er den hidtil dyreste krimiserie - nu skal flere lande se den

Allerede inden danskerne har set så meget som et minut af TV2s nye krimiserie 'Den som dræber', er serien solgt til Skandinavien, Holland, Belgien og Italien.

- Jeg synes, tv-serien har fået det udtryk, som jeg havde forestillet mig, siger krimiforfatteren Elsebeth Egholm, der har lavet forlægget til den ny krimiserie, der har premiere på næste søndag
TV2s nye krimiserie 'Den som dræber' er ikke bare tv-stationens dyreste med et budget på 85 millioner kroner. Den tegner også til at blive et internationalt hit, inden de danske seere overhovedet har set den.

Succes har banet vej

'Den som dræber' får premiere på næste søndag og er lavet af Miso Film, der har solgt krimiserien til Norge og Sverige på forhånd.

Producenterne Jonas Allen og Peter Bose har tidligere produceret en række af de svenske kriminalfilm 'Beck' og 'Wallander', og succesen har banet vejen for salget af den nye danske krimiserie til Holland, Belgien og Italien.

- 'Den som dræber' er en af de største krimisatsninger i Danmark, og vi håber, de danske seere også vil tage godt imod serien.

Ambitionen har været at skabe en ny, moderne tv-krimi til danskerne med fokus på gerningsmandens psyke og motiver, siger Joans Allen fra Miso Film.

Arbejdet med 'Den som dræber' indledtes for fire år siden, og har Birger Larsen som konceptuerende instruktør.

På rollelisten er Lars Mikkelsen, Laura Bak, Jakob Cedergren, Lærke Winther Andersen, Frederik Meldal Nørgaard og Iben Dorner, mens Ulrich Thomsen, Nikolaj Steen, Stine Stengade, David Dencik og Sara Boberg er blandt de kendte skuespillernavne på gæstelisten.