Torsdag aften var der lagt op til, at man i det populære TV 3-program 'Familien fra Bryggen' skulle se, hvordan kæresten Cengiz frier til Stephanie 'Geggo' Christiansen.

Men seerne fik langtfra det, de var blevet lovet.

Flere seere undrer sig nemlig på 'Familien fra Bryggens' Facebook-side over, at TV 3 tilsyneladende sender et gammelt afsnit af programmet, og altså ikke det lovede afsnit, hvor man ser frieriet.

Blot 12 minutter inde i aftenens afsnit har over 1.000 mennesker kommenteret på et opslag, der reklamerer for det lovede frieri, og mange seere ærgrer sig over, at de tilsyneladende ikke kan se det, de er blevet lovet.

'Æææærrrrggghhhh, forkert afsnit. Har sådan glædet mig til der frieri.....' lyder det blandt andet fra Mona Jensen, og flere stemmer i med samme melding.

Louise Riedel er også stærkt utilfreds, og mener desuden, at det er upassende, at TV 3 er kommet til at sende et afsnit, hvor nu afdøde 'Mopper' er syg.

'I fandme ikke rigtige kloge og sætte et afsnit på hvor mopper er skide syg, det er nok ikke så rart for familien at det blir vist når de sidder og skal se frieri !!' skriver Louise Riedel.

Mikke Brast påpeger, at det er småpinligt at reklamere så meget for et afsnit og så sende det forkerte.

'Det pinligt!! At reklamere en helt uge for et - hvad det ser ud til - spændende afsnit, og så bliver der vist et forkert,' skriver han på Facebook.

Også Linse Kessler har bemærket svipseren, men på sin Facebook-profil skriver hun, at hun har fået at vide, at det rigtige afsnit vil blive vist snart.

Klokken 20.40 oplyser TV 3 til BT, at man ikke har nogen kommentar til sagen.

Kort efter klokken 21 har TV 3 dog skrevet en undskyldning på kanalens Facebook-profil.

'Undskyld! Det var selvfølgelig ikke meningen, at vi skulle vise et gammelt afsnit af Familien fra Bryggen, og vi kan godt forstå at I havde glædet jer til aftenens afsnit! Det rigtige afsnit er på nu, så vi håber at I ser med og nyder det store øjeblik,' skriver TV 3.