Potentialet er i orden. Og skuespillet er i top. Men første afsnit af 'Greyzone' var alligevel blot tilfredsstillende uden at imponere.

Den tysk-, svenske- og danske co-produktion minder i første omgang om lidt for mange andre lignende serier - fra 'Broen' via 'Bedrag' til 'Forbrydelsen'.

Og mylderet af nye karaktere, som vi i aftes skulle lære at kende for at følge med i de ialt ti afsnit, gjorde det svært for alvor at engagere sig i kriminalhistoriens hovedpersoner.

Ligesom de førnævnte serierer er persongalleriet i 'Greyzone' en lidt forudsigelig blanding af modne og hårdtprøvede skandnaviske politibetjente, detektiver, små-forbrydere og enlige mødre.

Og serien føres an af de to stærke kvinder, den svenske politi-efterforskeren Eva (Tova Magnusson) og det danske business-stjerneskud, softwareingeniør og drone-ekspert Victoria (Birgitte Hjort Sørensen)

I første afsnit finder Eva til sin gru ud af, at internationale terrorister har smuglet et altødelæggende (atom?)missil iind over grænsen til Danmark eller Sverige. Samtidig bortføres drone-eksperten Victoria af de selvsamme terrorister, der skrupelløst truer med at slå hendes lille søn ihjel, hvis hun ikke gør, som de siger.

Oplægget til den fortsatte spænding er nu, at Skandinavien står over for et terrorangreb af hidtil ukendte dimensioner. Og ligesom tidligere serier er Greyzones tydelige ambition at blande det storpolitiske med det intime og hverdagsagtige .

På de intime niveau lover især kemien imellem Joachim Fjelstrups PET-betjent Jesper Lassen og hans svenske kollega Eva Forsberg godt. Anderledes vaklende er Birgitte Hjort Sørensens enlige mor og drone-ekspert.

Således virker forholdet imellem Victoria og delesønnen Oscar lidt endimensionalt. Replikker som 'enhver krigshandling er resultatet af en menneskelig beslutning' falder mildest talt ikke naturligt i munden på den erfarne skuespillerinde. Og endelig tager man sig til hovedet, når den professionelle softwareingeniør, der tydeligvis er helt oppe at ringe med forretningsverdenens store drenge, inviterer den dybt suspekte 'journalist' Lyad med op i lejligheden - til et improviseret interview.

Det kan jo umuligt gå galt .. eller hvad.

Men .. potentialet er som sagt i orden. Og seriens andet afsnit, som BT også har set, lover godt for de følgende otte.

Greyzone - Første af ti afsnit. Sendt på TV 2 søndag 25. februar kl. 20.00.