I et halvt år har TV 2 sendt Weekend Weekend, men selvom det blev taget godt imod af seerne og gav TV 2 en betydelig seerfremgang, lukker og slukker TV 2 nu for programmet.

Og det er der flere grunde til, forklarer TV 2 redaktør Jes Schrøder til bt.dk.

- Weekend Weekend var vellidt, og seerne roste os over, at programmet havde en slags ro over sig. Forstået på den måde, at de længere interviews med gæsterne var med til at gøre programmet mere roligt.

- Men på samme tid havde programmet et flow, som bevirkede, at mange seere fandt det svært at komme ind i programmet, hvis de ikke havde fulgt med fra begyndelsen. Og så fandt vi ud af, at der også skete mange ting i samfundet lørdag og søndag, som vi skulle forberede os på. Det kunne være et royalt bryllup eller politisk, og den fleksibilitet havde Weekend Weekend ikke, siger Jes Schrøder til bt.dk.

I stedet for Weekend Weekend vælger TV 2 nu at udvide Go' morgen Danmark, som nu også får sendeflade lørdag og søndag morgen - med begyndelse i august. TV 2 vurderer nemlig, at Go' morgen Danmark også kan blive et hit hos danskerne i weekenden.

Og i den forbindelse støder børnetv-værten Mikkel Kryger nu til og bliver en fast del af Go' morgen-holdet.

Den 29-årige Mikkel Kryger er kendt som børnevært og laver i øjeblikket 'Sommer Summarum' på DR1.