Den 46-årige skuespiller Trine Dyrholm har god grund til at »danse i måneskin« af ren glæde. Hun høster nemlig flotte anmeldelser i USA for sin rolle i filmen 'Nico, 1988', hvor hun spiller den tysk-amerikanske model- og musiklegende Nico.

'100 Procent', stod der således mandag aften, når man på anmelderhjemmesiden Rottentomatoes.com søgte på titlen 'Nico, 1988'. Det betyder, at Trine Dyrholm for sin hovedrolle i 'Nico, 1988' udelukkende har fået ros og slet ingen ris.

Dermed er Trine Dyrholm er kommet i fint selskab. Før hende har kun legender som Charlie Caplin og Orson Wells scoret den absolutte topkarakter på anmelderhjemmesiden.

Sidst i 60'erne var det den høje blonde og ikke så lidt mystiske stjerne Nico med til at tryllebinde popkunstneren Andy Warhol og løfte Lou Reeds rockband The Velvet Underground til mytiske højder. Hun forførte både Iggy Pop og Jim Morrison. Hun inspirerede en sjældent afvist Leonard Cohen til at skrive længselsfulde sange som 'Memories', 'One of Us Can't be Wrong' og 'Take This Longing'.

Og i 1988 døde Nico så pludselig - under lige så mystiske omstændigheder, som hun levede.

Filmen er blevet vist ved festivaler over hele verden. I dag har 'Nico, 1988' så endelig officiel premiere i sangerindens adopterede hjemland, USA. Og her kan anmelderne som sagt ikke få armene ned af ren og skær begejstring.

Således skriver filmbladet Variety blandt andet: 'Dyrholms indsats er fyldt med magtfuld intensitet. Den danske skuespiller giver Nico en anspændt intelligens.'

Og ét af USAs største medier, Huffington Post skriver: 'Trine Dyrholdm spiller Nico med en pragtfuld og sårbar styrke. Hun gav mig tårer i øjnene.'

Men uden for anmelderbranchen er det ikke alle, der er lige imponerede

Således påpeger rockskribenter fra både Rolling Stone og Uncut Magazine, at filmens Nico er langt mere aggressiv end virkelighedens sangerinde.

Og den danske rockjournalist Kenan Seeberg, der i 1982 selv arrangerede flere Nico-koncerter i Danmark, husker:

»Den Nico, jeg oplevede, var nærmest som en søvngænger på scenen. I filmen portrætteres hun som en vild rocksangerinde i stil med Siouxsie Sioux,« siger Seeberg i et interview med Berlingske Tidende.

Undertegnede oplevede selv Nico under en koncert i Saltlageret i København - 1982. Og her fremstod den heroinafhængige 43-årige da også nærmest som en stenstøtte bag sit pumpeorgel (harmonium).

”Det er ikke Nico, men min version af Nico,” siger Trine Dyrholm til Berlingske.

»Det handler om at viderebringe de universelle følelser - ikke lave en kopi. Og jeg tror faktisk, at Nico ville have været glad for filmen,« siger Dyrholm.

Og den amerikanske filmanmelder David Ehrlich er enig. Han kalder Trine Dyrholms indsats 'skræmmende god'.

Nico, hvis virkelige navn var Christa Päffgen, blev født i Berlin i 1938 - halvandet år før starten af Anden Verdenskrig.

I 1959 havde hun en mindre rolle i Federico Fellinis film 'La Dolce Vita'. I 1963 flyttede hun til New York, hvor hun bl.a. arbejdede sammen med Andy Warhol og en blot 17-årig Jackson Browne. Nico døde i 1988, efter en cykelulykke på den spanske ferieø Ibiza.