Instruktøren Lars von Trier og den amerikanske instruktør Martin Scorsese laver film med benspænd, skriver filmmagasinet Ekko

Instruktøren Martin Scorsese skal genindspille klassikeren "Taxi Driver" fra 1976 med benspænd fra den danske instruktør Lars von Trier.

Det skriver filmmagasinet Ekko.

Ifølge magasinet var den 67-årige Martin Scorsese til Berlinalen lørdag for at promovere sin film "Shutter Island", og her mødtes han med Lars von Trier.

Projektet med en genindspilning ligger i forlængelse af "De fem benspænd" fra 2003. Dengang bad Trier vennen og kollegaen Jørgen Leth genindspille kortfilmen "Det perfekte menneske" ikke bare én gang men fem gange. Hver gang med et nyt sæt drillende benspænd.

Det er igen stjernen Robert De Niro, der skal spille rollen som den ensomme Vietnam-veteran og taxichauffør i New York, der griber til selvtægt, i genindspilningen, skriver Ekko.

Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa Film ønsker fra Berlin hverken at be- eller afkræfte Ekkos oplysninger. Tidligst søndag eftermiddag vil selskabet afsløre yderligere detaljer om det spændende projekt, oplyser han.

/ritzau/