Roserne falder over hinanden fra Bent Fabricius-Bjerre, Per Fly og Nicolas Bro, der bakker ny instruktør-komet op på debutfilm, der er lavet for ingenting, men som ligner årets helt store overraskelse

For 10 år siden kollapsede Mehdi Avaz på grund af stress og angst, og blev kørt direkte på skadestuen. Dengang arbejdede han i et teleselskab.

På tirsdag møder han op på den røde løber som filminstruktør, til gallapremiere på sin første spillefilm 'Mens vi lever'. En film der allerede nu har skabt røre i filmbranchen, hvor flere ligefrem taler om et lille mirakel i dansk film.

Normalt koster en dansk film mellem 15 og 25 millioner kroner. Mehdi og hans to brødre, der tilsammen kalder sig Avaz Brothers, har lavet en stærk, rørende og visuel film for bare to millioner kroner.

Mod alle odds

»Alle sagde til os, at vi ikke kunne lave en film for to millioner, der kom ud i de danske biografer. Men nu viser vi Danmark, at man kan lave en film med hjertet - og ikke med pengene,« siger instruktøren Mehdi Avaz, der får sin film ud i 100 biografer, og som har fået støtte fra flere store stjerner.F.eks. legenden Bent Fabricius Bjerre, der er lykkelig for, at han sagde ja til at skrive musikken til 'Mens vi lever'.

Da han fik manuskriptet, som er skrevet af Mehdis lillebror, Milad, havde han aldrig hørt om brødrene, men sagde ja med det samme. Og da den tidligere filmselskabsdirektør så nogle af de færdige scener, blev han virkelig tændt:

»Det er kraftedeme en god film,« siger Fabricius-Bjerre lige ud i dag til BT.

»Det er gode skuespilpræstationer, flotte billeder og den er godt skrevet og instrueret. Det ligner en film til 20 millioner. Og det er så imponerende, at den er så dansk og samtidig er lavet af andengenerations-indvandrere,« siger Fabricius-Bjerre, der allerede har sagt ja til at lave musik til Avaz-brødrenes næste film.

»Den film er et lille mirakel, og du tænker slet ikke på, at den er lavet for to millioner. Den er virkelig velproduceret, og ligner noget, der kunne have kostet 20 milllioner. Mehdi (Avaz)er fantastisk dygtig og en sød fyr. Og så er han meget selvsikker, så der er heller ingen problemer dér,« siger Bent Fabricius-Bjerre.
»Den film er et lille mirakel, og du tænker slet ikke på, at den er lavet for to millioner. Den er virkelig velproduceret, og ligner noget, der kunne have kostet 20 milllioner. Mehdi (Avaz)er fantastisk dygtig og en sød fyr. Og så er han meget selvsikker, så der er heller ingen problemer dér,« siger Bent Fabricius-Bjerre. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Mens vi lever« er inspireret af en tragisk trafikulykke, hvor to nære venner bliver involveret i en dødsulykke på en mørk landevej. Tragedien fik fatale følger for begge de unge mænds familier og påvirkede den lille by markant.

«Til daglig tager vi hinanden for givet, men det er kun et spørgsmål om sekunder, før alting kan blive vendt på hovedet. Jeg kunne godt tænke mig, at når folk har set den film, så ringer de til dem, de holder af og siger, at de elsker dem. Og når folk siger farvel til hinanden, så giver de hinanden et ordentligt knus. For man ved aldrig, hvornår døden banker på døren,« siger Mehdi Avaz om hans drøm, der nu er blevet til virkelighed.

En drøm, der begyndte for ti år siden, da han var længst nede og blev kørt på hospitalet med stress, angst og depression:

«Jeg var bange for alt: Høje lyde, det jeg så i fjernsynet, og jeg kunne føle folks symptomer, hvis de var syge. Jeg er meget følsom og meget visuelt orienteret. Så når jeg læser eller ser noget, går min hjerne i gang på fuld tryk. Jeg laver hele filmen på forhånd og kan se alle detaljer. Fra hvad for noget tøj folk har på, til den kuglepen de skriver under med. Når vi optager, klipper jeg filmen indeni hovedet. Mine sanser er meget skarpe, men det betyder også, at da jeg gik ned med stress, så gik alt ind på mig. Og det er en stor fordel, når man er instruktør og laver film, men det er et helvede, hvis man ikke har det godt,« siger Mehdi Avaz, der var mere end et halvt år om at rejse sig fra sammenbruddet.

»Men da jeg havde fået hjælp af en psykolog og var klar igen, sagde min daværende kæreste, at nu var det på tide, jeg begyndte at leve af min drøm, nemlig at fotografere,« siger instruktøren, der startede som portrætfotograf.

Efter et stykke tid vandt han en konkurrence og blev ambassadør for firmaet Cannon, og så begyndte han at lege med video. Og pludselig var der hul igennem til både reklamebranchen og pladeselskabernes musikvideoer.

I dag har Mehdi Avaz lavet reklamer for Audi, Hyundai, Oreo og Lays, og instrueret musikvideoer for Nik og Jay, Clemens, Kato, Shaka Loveless, Duné og Joey Moe. Blandt meget andet.

Men det er spillefilmen 'Mens Vi Lever' han har kæmpet og åndet for de sidste år, sammen med lillebroderen Milad, der står bag filmens manuskript og den tredje bror Misam, der er producer i brødrenes filmselskab Rocket Road Pictures. Og allerede før filmens gallapremiere summer det af forventning til det, der kan blive årets overraskelse i dansk film.

Sebastian Jessen og Julie Christiansen i en af de gribende scener fra 'Mens Vi Lever'.
Sebastian Jessen og Julie Christiansen i en af de gribende scener fra 'Mens Vi Lever'.
Vis mere

Sammen med selskabet SF Film, der har stillet sig bag projektet, har Mehdi Avaz været rundt i Danmark til en række snigpremierer, hvor filmen har været vist 37 steder, hvoraf de 27 har været totalt fyldte. Og allerede nu ligger der over 200 femstjernede publikumsanmeldelser på filmens Facebook-side.

»Folk sad og græd i biograferne, da vi viste filmen, og bagefter kom de over, og sagde tak. Det er så rørende,« siger Mehdi Avaz.

»Vi har lavet en film fra hjertet, som kan røre almindelige mennesker i Danmark. Om du så er John fra Nørre Snede eller Jakob fra København,« siger instruktøren, der har trykket på alle kontakter for at få filmen i hus.

Alle på holdet har arbejdet på en minimumstarif, inklusive skuespillerne, der er en forfriskende blanding af en række sprudlende talenter som Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Marie Boda og Nikolaj Groth parret med stærke topspillere som Nicolas Bro, Henrik Prip, Charlotte Munck og Paw Henriksen.

»Da vi viste den for Nordisk Film første gang, var der flere veteraner, der sagde, at det var de bedste skuespilpræstationer, de havde set i 10 år,« siger Mehdi Avaz, der også har opbakning fra filminstruktørerne Per Fly og Lone Scherfig.

«Jeg har kæmpestor respekt for, at de har banket den film op i det niveau. Det er et fremragende eksempel for alle andre, så vi får flere af den slags mirakler i dansk film,« siger Per Fly til BT. Han hjælper Avaz-brødrene med deres næste film, der allerede er på tegnebrædtet.

En spillefilm med titlen 'Far'

»Det er også et emne som virkelig er tabu, og som kommer til at gøre ondt. Den handler om fædres rettigheder ved skilsmisser. Og hvis man synes ’Mens vi lever’ er rørende, så bare vent til den næste,« siger en selvsikker selvlært instruktør, der har planer om at skaffe en Oscar til Danmark i løbet af de næste år:

«Jeg er stensikker på, at vores næste film bliver så god, at den bliver nomineret til en Oscar for Danmark« siger den selvsikre debutant til BT.