Timm Vladimir nyder det søde liv som ny vært på DR´s populære livsstilsprogram 'Den store bagedyst', der er blevet optaget i sommer på godset Vinderslevhom ved Hinge Sø i nærheden af Silkeborg.

- Nu er kager ikke ligefrem min spidskompetence, men jeg er virkelig imponeret over, at der er mennesker, der kan lave så fantastiske kager.
Jeg kan godt lide at bage, men det er slet ikke på det her niveau, siger Timm Vladimir med et lille smil.

Skuespilleren og tv-værten har selv gjort mad til sit levebrød og åbnet sin egen madskole, der nu er så stor en succes, at han for to måneder siden har udvidet til det dobbelte.

Læs også: Annemette fra Den store Bagedyst: Her er min hadekage

Han nyder at lave tv igen og over at være tilbage i DR, hvor han trådte sine første værtssko på tv sammen med Gordon Kennedy i B & U-afdelingens 'Transit'.

- Jeg tror aldrig, jeg har spist så mange kager indenfor så kort tid. Men det giver mod på at kaste sig ud i ting derhjemme, og de kan allesammen lære mig noget, siger Timm Vladimir, inden han skal smage på bagværkerne.