Det er efterhånden ikke unormalt, at flere deltagere vælger at droppe ud af realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen'.

En af disse er Tobias Friberg, som medvirkede i 2016-versionen af programmet. Han var kun med i to afsnit, før han trak sig.

»Jeg føler mig fanget. Føler ikke, jeg er i stand til at have selvkontrol. Jeg ville aldrig nogensinde kaste håndklædet i ringen fysisk, men når psyken er så langt ude, som den er, har jeg ikke længere styr på det, og så må jeg desværre blive nødt til at give op. Jeg har trænet mit hoved hjemmefra. Jeg tror, det er slået klik nu. Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det bedre,« sagde han til kameraet dengang.

Efterfølgende har temaet 'kvittere' været et tema i programmet, som ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg har talt meget om.

Men Tobias Friberg mener, at produktionsholdet bærer en stor del af ansvaret.

»Vi skal gennemgå mange fysiske test, og produktionen bruger mange penge på det, men når vi kommer hen til de psykologiske test, sidder vi med en psykolog i fem minutter, der spørger, om man har nogle mentale issues. Det er et kæmpe problem. For det siger man jo ikke ja til. Der er ikke nogen mennesker, der er nået så langt i forløbet og så siger, at de har et issue her for at blive sorteret fra,« siger Tobias Friberg til BT.

Han fortæller, at han blev spurgt, hvorvidt han havde haft 'psykologiske problemer'. Han skjulte, at han havde et alkoholproblem. Han drak hver eneste dag.

»På daværende tidspunkt var jeg ikke selv klar over, hvor stort et problem det var. Alle folk, der drikker, skjuler det jo. Jeg kan godt se fra deres side, at det kan være svært at se, men man kunne måske komme ind på det, hvis man kunne teste deltagernes psyke,« siger han og fortsætter:

»Alle folk ved jo, at hvis man tager til casting på Robinson og siger, man drikker hver dag, så kommer man jo ikke med. Det gør man bare ikke.«

BT har talt med programredaktør Jesper Kynde Simonsen, som mener, at der er for mange deltagere, der forlader programmet før tid. Det er et problem.

»Jeg synes, vi tester ret meget. Vi tester dem fysisk og mentalt for at se, om de har den nødvendige robusthed, men noget kunne jo tyde på, at vi må være endnu mere grundige næste år. Det er et faktum, at der er flere og flere, der kvitter. Det er på trods af, at det ikke er hårdere end 10 år siden. Der er bare langt flere, der giver op,« siger programredaktøren.

Ifølge redaktøren forsøger de at gøre deltagerne opmærksomme på, at det kan blive hårdt at være væk fra deres pårørende. De bliver af flere omgange spurgt, hvorvidt de kan klare at være alene og klare at være væk fra familie og venner.

»Det, de fleste giver op på, er isolationen og ensomheden, og det er sikkert noget at gøre med, at vi har vænnet os til at blive stopfodret med stimuli. Jeg tror ikke, man kan teste det i en rigtig setting.«

Han mener også, at de under castingen forsøger at få deltagerne til at åbne op om mulig ballast fra fortiden. En ballast, der kan være en modspiller under realityprogrammets afvikling.

»Hvis de har noget med i kufferten, som kan gøre det hårdere. Hvis de har været i et misbrug eller haft en psykisk lidelse, er det ikke noget, vi vil lægge dem til last. Vi lægger jo i høj grad op til, at de skal være ærlige. Hvis der er noget, de undlader at fortælle, kan vi ikke gætte os til det. Vi opfordrer til, at de er ærlige, så vi kan snakke om deres ballast. Vi understreger, hvor vigtigt det er for samarbejdet. Hvis de undlader at fortælle alt, så er vores hænder lidt bundet. Vi tror jo på, hvad de siger. Vi antager ikke, at folk lyver.«

Jesper Kynde Simonsen fortæller, at man fra produktionens side vil se på løsninger, der kan gøre mængden af 'kvittere' mindre.

Tobias Friberg har i dag været alkoholfri i 11 måneder.