Det får ingen konsekvenser for hverken TV2s kendte udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt eller hans ægtefælle Cecilie Beck, at han er kommet i centrum i den famøse sag om, hvem der i 2007 lækkede den fortrolige oplysning om, at der skulle sendes jægersoldater til Irak.

Ekstra Bladet offentliggjorde i går en kontroversiel lydfil, hvor Rasmus Tandtholdt fortæller DR-journalist Nils Giversen, at daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther var kilde til historien, som TV2 afslørede.

Lektor i mediejura Oluf Jørgensen har i dag været ude at anbefale TV2, at pille Rasmus Tantholdt og studieværten Cecilie Beck af skærmen, hvis lækage-sagen skal dækkes. Det samme gælder studieværten Jes Dorph-Petersen, der har ytret klarer holdninger om sagen ved at kalde DR-journalisten Nils Giversen for et røvhul.

- De journalister, der dækker et emne, skal ikke være part i sagen eller have meldt noget ud, hvor de tydeligt tilkendegiver, at de ikke ser sagen nøgternt. I denne sag bør og må TV2 holde Rasmus Tantholdt, Cecilie Beck og Jes Dorph-Petersen væk fra dækningen, siger Oluf Jørgensen.

Nyhedsdirektør på TV2 Michael Dyrby vil onsdag ikke svare på spørgsmål om sagen. Men bt.dk erfarer, at der ikke sker nogen ændringer overhovedet i TV2 Nyhedernes dækning af sagen. Der er ikke nogen ændringer i Cecilie Becks vagtplaner, og  hun havde i forvejen fri i går aftes, hvor sagen blev omtalt i nyhedsudsendelserne. Rasmus Tantholdt skal også snart  igen sendes til udlandet for at rapportere.

- Jeg har ingen kommentarer, siger Rasmus Tantholdt og det samme svar giver Cecilie Beck. 

Jes Dorph Pedersen har tidligere i dag sagt, at han ikke ser noget galt i at have en holdning til sagen.

- Det er selvfølgelig ledelsen, der bestemmer, hvem der dækker hvilke sager, så jeg har ikke nogen kommentar til, om jeg skal dække sagen. Men jeg vil godt have lov at sige, at jeg også har ret til min personlige holdning, siger TV2-værten.