Da 48-årige Susanne Antoni Nielsen meldte sig til sæson 2 af datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’, havde hun en forestilling om, at oplevelsen ville blive mere ’Morten Korch-agtig’, end den blev.

Mindre end ét døgn efter, at Susanne Antoni Nielsen sammen med to andre kvinder var flyttet ind på gården hos landmanden Ole Andersen i Kolding, valgte den 48-årige sygeplejerske at pakke sin kuffert og forlade programmet. Det fremgik af torsdagens afsnit af TV 2s populære datingprogram ’Landmand søger kærlighed’, som over 600.000 danskere følger med i hver uge.

I programmet lød det, at parrets værdier var for forskellige. Men nu fortæller den 48-årige sygeplejerske fra Horsens, hvad der egentlig fik hende til at trække sig fra programmet, der går ud på, at tre single-kvinder flytter ind hos en enlig landmand for at forsøge at vinde hans hjerte.

Det var lige netop kampen om Ole Andersens gunst, der blev dog for meget for Susanne Antoni Nielsen. Det blev hun klar over, da hun fandt ud af, at rivalen Gitte havde haft sex med den 53-årige landmand, hvis liv de begge kæmpede om at blive en del af:

»Jeg fik det vildeste chok. Jeg skulle bare have pakket min kuffert og se at komme ud derfra. Jeg er nok meget gammeldags, så jeg følte lige pludselig, at jeg havde været med i en rigtig dårlig film, og at jeg stod midt i en pornobule. Jeg fik det simpelthen så skidt,« fortæller hun om oplevelsen.

Det var Alice, én af de andre kvindelige deltagere, der overbragte hende nyheden. En nyhed, som hun i begyndelsen ikke ville tro på:

»Først troede jeg, at hun lavede fis med mig, for sådan en verden har jeg aldrig befundet mig i før. Hun sagde, at jeg bare kunne gå ind og kigge i det ene soveværelse, og da jeg gjorde det, så jeg ganske rigtigt Ole sammen med Gitte i armene der,« siger hun.

Oplevelsen fik hurtigt Susanne Antoni Nielsen til at træffe en beslutning, da hun ifølge eget udsagn »følte, at hun stod med begge ben nede i noget, som hun aldrig nogensinde selv ville have valgt«.

Over for bt.dk bekræfter Ole Andersen, at betegnelsen ’sove sammen med Gitte’, som det blev udlagt i udsendelsen, indbefattede sex. Parrets aktivitet skabte dog en noget trykket stemning mellem parret og de øvrige kvindelige deltagere dagen derpå, fortæller han ærligt til bt.dk.

Den vurdering er Susanne Antoni Nielsen helt enig i:

»Stemningen var mega trykket, og der var ikke rigtig nogen, der sagde noget til hinanden. Ole gik bare rundt med de der løftede øjenbryn til Gitte, så man kunne godt fornemme, at de havde haft en rigtig god nat,« fortæller hun grinende.

Efter Susanne Antoni Nielsens exit fra programmet valgte den 53-årige landmand i øvrigt at dele en meget intim hemmelighed med de to tilbageværende kvinder, da han fortalte, at han med jævne mellemrum besøger en swinger-klub.

Den detalje har ikke desto mindre bekræftet Susanne Antoni Nielsen i, at det var den rigtige beslutning, hun traf, fortæller hun.

»Det ligger så fjernt fra mine værdier. Jeg har ikke noget imod folk, der gør det. Men jeg kan sagtens gå i graven uden at besøge en swinger-klub,« fortæller Susanne Antoni Nielsen, der ikke har talt med ’sin landmand’ siden optagelserne til programmet i juli måned.

Artiklen fortsætter under billedet.

53-årige Ole Andersen fra Kolding er blevet kendt af mange danskere efter sin medvirken i TV 2s populære datingprogram 'Landmand søger kærlighed', hvor han er stået frem som swinger.
53-årige Ole Andersen fra Kolding er blevet kendt af mange danskere efter sin medvirken i TV 2s populære datingprogram 'Landmand søger kærlighed', hvor han er stået frem som swinger. Foto: Anders Brohus/TV 2
Vis mere

48-årige Susanne Antoni Nielsen fortryder dog ikke, at hun har deltaget programmet. For som hun selv forklarer, har hun fået en masse gode oplevelser ud af at være med, heriblandt to gode veninder i de øvrige kvindelige deltagere, som landmanden Ole Andersen havde valgt fra i et tidligere program.

»Det er så det, jeg har fået ud af det, at jeg har fået nogle rigtig, dejlige veninder. Vi har også mødtes og spist og diskuteret de oplevelser, vi har fået ud af programmet,« siger hun.

Hendes deltagelse i programmet har heller ikke fået hende til at blive afskrækket fra at møde kærligheden igen. Siden optagelserne til programmet i sommer har hun faktisk mødt en ny mand, der tilfældigvis også hedder Ole, og som hun nu danner par med.

»Det går rigtig dejligt. Vi har bl.a. været nede på Gram Slot til julemarked, og det var rigtig romantisk at komme derned. Og i weekenden skal vi på spa-ophold ved Vejlefjord, så det glæder jeg mig rigtig meget til,« slutter hun.

Se, hvordan det går Ole Andersen og de øvrige landmænd i deres kamp for kærligheden i næste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ på torsdag klokken 20.00 på TV 2.