33-årige Sune Demant, der onsdag vandt årets udgave af 'Den store bagedyst', løftede i finaleprogrammet sløret for, at han har diagnosen ADD (Attention Deficit Disorder, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden).

En diagnose, der hører til ADHD-spektret, og diagnosen dækker over både det at være hyperaktiv, flyvsk og ustruktureret. Hans diagnose gør, at han meget let bliver afledt. Han forstår mange ting inden for sit felt, men da han eksempelvis læste på universitetet, havde et stort arbejdspres og skulle forberede ting hjemmefra, kunne han let blive distraheret.

»Gik der en mand på gaden og fløjtede, ville jeg hurtigt komme til at tænke 'fløjte', så tænker man 'sportskamp', så tænker man 'shorts', og pludselig er man meget langt væk fra udgangspunktet. Og det tog lang tid at komme tilbage i tankegangen,« fortæller han til BT.



Sune Demant, der er ph.d.-studerende og arbejder som tandlæge, fortæller, at det derfor hjalp ham rigtig meget at få medicin for sin ADD. Det gør, at han kan fokusere i de øjeblikke, han befinder sig i. Han fortæller, at hans måde at leve på består af mange modsætninger. Enten er han meget kreativ og sprudlende, eller også er han så milimeter-struktureret, at det når et niveau, der ikke fungerer for ham.

Sune Demant fortæller dog til BT, at hans diagnose på ingen måde skal bruges som en undskyldning for eksempelvis de dårlige ting, der er sket i 'Den store bagedyst':

»Der har jeg det sådan, at jeg skal vurderes på lige fod med alle andre, når tingene går skidt. Jeg vil meget gerne slå et slag for, at Bagedysten ikke kun er for meget pertentlige mennesker. Der kommer et tidspunkt i konkurrencen, hvor man bliver nødt til at have pertentlighed med, og for nogle mennesker, vil det være rigtig svært,« forklarer Sune Demant.

I finale-afsnittet onsdag aften kaldte dommer Mette Blomsterberg den 33-årige københavner for 'lidt pudsig'. Og Sune Demant siger da også selv, at han ikke altid har så meget filter. Når han får en idé eller tanker, siger han det højt uden frygt. Mange seere har nok også bemærket hans særlige vendinger gennem de sidste uger, og han fortæller også selv, at han er klar over, han bruger et 'vanvittigt billedsprog'. Og det er helt bevidst.

For Sune Demant vil ikke have meget facade. Han forklarer, at han alligevel ikke kan holde styr på det. Den man ser, er den han er, og det er både på godt og ondt.

Han fortæller, at han har været enormt glad for at være med i programmet, men han erkender da også, at det har været besværligt, fordi han er, som han er.

Og Sune Demant mener netop, at der også skal være plads til de skæve personligheder, for vi er alle forskellige.

Og der er en helt særlig grund til, at Sune Demant vælger at nævne sin diagnose i programmet, fortæller han til BT.

»Jeg kan godt blive træt af, der går mange lidt 'skøre' mennesker rundt, der kan meget mere, end de tror, hvis de bare forsøgte. Og det er derfor, jeg bringer det frem.«