’Ultras Sorte Kageshow’ kæmper om fornem tv-pris – skal til EM i gameshow i Berlin

Børn, der konkurrerer om at lave kager i totalt mørke, lyder som en totalt håbløs tv-idé. Men ’Ultras Sorte Kageshow’ er faktisk et af de mest populære tv-programmer på DRs kanal for teenagere og store børn. Og nu er det sorte kageshow udtaget til at deltage i tv-europamesterskabet i gameshow ved den internationale Rose d’Or-konkurrence i Berlin i september.

’Ultras Sorte Kageshow’ skal dyste med to andre gameshow fra internationale tv-giganter som BBC og ITV.

Og redaktør Jonas Kryger er ikke så lidt stolt over at være kommet i så fornemt et selskab.

»Vi laver først og fremmest tv til danske børn. Men det er da helt vildt og kæmpestort, at et DR-format står skulder ved skulder og kan konkurrere med de bedste fra internationale tv-producenter som BBC og ITV, der har helt andre budgetter at arbejde med.

Fik idéen fra ’Bagedysten’


»Det hele begyndte for halvandet år siden, hvor vi kunne se, at børn i 7-12 års alderen havde stor glæde af at se ’Den store bagedyst’. På Ultra har vi et dogme om at lave anderledes op’levelser for dem, der er med, og dem, der ser det. Vi spekulerede derfor på, hvordan vi kunne lave det lige så spændende og underholdende i børnehøjde. Så i stedet for at dyste i at lave smukke, perfekte kager, fandt vi på, at børnene skulle dyste i at lave kager i totalt mørke. En idé, der selvfølgelig på alle måder er komplet tv-uegnet,« siger Jonas Kryger.

Artiklen fortsætter efter billedet

Sjov derhjemme


Første sæson blev sendt før og efter ’Den store bagedyst’ – så børnene kunne varme op og bagefter køle af med at se ’Ultras Sorte Kageshow’.

»Efter fem episoder blev vores kageshow set af en fjerdedel af alle de børn, der havde tændt for tv’et, og vi kunne også se, at programmet klarede sig rigtig godt på streaming,« forklarer Jonas Kryger.

DR Ultras redaktør glæder sig over den store interesse, der har været fra børnene for at skabe deres egne uperfekte kager derhjemme. Og han forklarer:

»Det er der, vi virkelig kommer i mål, når børnene også har det sjovt derhjemme og sender os billeder fra eksperimenterne i køkkenet.«



Jonas Kryger er spændt på, om deltagelsen i den europæiske tv-priskonkurrence i underholdning, kaldet Rose d’Or, i Berlin i september vil åbne dørene for salg til udlandet, sådan som det er tilfældet med DRs livsstils-formater som ’Bonderøven’ og ’Gintberg på kanten’.

»Jeg er glad for, at det er sådan noget, vi også bliver kendt for, og stolt over, at det er DR, der har lavet det.«

Den næste sæson af ’Ultras Sorte Kageshow’ begynder onsdag 14. september klokken 18.30 og igen kl. 21.00 efter ’Den store bagedyst’.

Flere end 400 programmer fra mere end 130 selskaber og produktionsselskaber i 33 forskellige lande er med i opløbet til dette års Rose d’Or-konkurrence. Heraf bliver der kun nomineret tre i hver kategori. Så det er godt gået af DR Ultra.

Bagedyst-Micky bliver medvært

Han vandt ikke ’Den store bagedyst’, men han vandt seernes hjerter. Nu kan Micky Cheng, 26, føje en ny titel til sit cv. Han bliver medvært på ’Ultras Sorte Kageshow’ sammen med Nicolai Stockholm, når tv-programmet vender tilbage til efteråret.

Artiklen fortsætter efter billedet

Til efteråret vender ’Ultras Sorte Kageshow’ tilbage – med ny medvært, nemlig Micky Cheng fra sidste års ’Den store bagedyst’.
Til efteråret vender ’Ultras Sorte Kageshow’ tilbage – med ny medvært, nemlig Micky Cheng fra sidste års ’Den store bagedyst’. Foto: DR
Vis mere

»Det bliver endnu vildere og sjovere i næste sæson. Vi glæder os til samarbejdet med Micky Cheng, der står for mange af de samme værdier, vi står for,« siger redaktør på Ultra, Jonas Kryger.