Ovenfor kan du se, hvem der vandt hovedpriserne ved Oscar-uddelingen.

Et klip med skuespillerinden Jennifer Garner har siden Oscar-uddelingen i Los Angeles forrige weekend floreret på internettet, hvor folk samtidig har udtykt lige dele begejsring og undren. Nu taler skuespillerinden for første gang om, hvordan hun selv har haft det med at blive lidt af en internetsensation.

Det skriver flere internationale medier.

I klippet, som stammer fra selve Oscar-showet, ser man den 45-årige skuespiller klappe, da hun pludselig får et undrende udtryk i ansigtet.

Jennifer Garner undrer sig også selv over klippet, og i 'The Ellen Show' fortæller hun Ellen DeGeneres, at hun ikke selv forstår, hvad hendes ansigt laver.

»Jeg har ingen kontrol over det her. Hvad laver jeg?« siger Jennifer Garner i programmet og peger på sit eget ansigt.

Hun fortæller også, at hun har prøvet at undgå at se sig selv alt for mange steder, men det har været næsten umuligt. Skuespillerinden lægger heller ikke skjul på, at hun fortryder episoden.

»Jeg fortryder, fortryder, fortryder. Hvad er der galt med mig,« lyder det fra Jennifer Garner.

Klippet blev hurtigt efter Oscar-showet den 4. marts delt flittigt på sociale medier, hvor flere har stillet spørgsmålet: Hvad er det, der går op for Jennifer Garner i det øjeblik?

I mangel på svar er flere kommet med egne bud på, hvad Jennifer Garner mon tænker, siden hun ser så tydeligt overrasket ud. Flere henviser til, at det måske går op for skuespillerinden, at hun har medvirket i en række mindre succesfulde film.

'Elektra var en fejl', skriver Twitter-brugeren Abrahan de la Rosa blandt andet med henvisning til filmen Elektra fra 2005, hvor Jennifer Garner spiller titelrollen. Filmen var mildest talt ikke en succes.

I klippet herunder kan du se interviewet med Jennifer Garner i The Ellen Show.