Det er ikke altid en dans på roser at være kendt. Det har Stephanie Van der Watt fra 'Årgang 0' måtte sande. Og specielt det at finde venner, der ikke bare er der, fordi man er kendt, kan være en udfordring.

Det kom Stephanie Van der Watt ind på i en livechat med TV 2's brugere efter tirsdag aftens udgave af den populære serie.

Her sad Stephanie parat ved tasterne for at svare på seernes spørgsmål.

Og der blev spurgt ind til alt fra, hvem Stephanie bedst kan lide fra bandet Page Four til, hvor ofte 'Årgang 0'-familierne har besøg fra kameraholdene.

Men der blev også stillet mere seriøse spørgsmål. Et af dem kom fra en person ved navn Ditte. Hun skrev:

'Bliver man også mobbet fordi man er med i Årgang 0? Du så sej!'

Til det svarede Stephanie:

'Hej Ditte. Nej, man bliver ikke decideret mobbet, men man kan da godt mærke, at nogle ser anderledes på en og dømmer en hurtigt. Kh Stephanie.'

Svært at få venner som kendt?

En anden bruger ønskede at vide, om det som kendt kan være svært at få venner. Spørgsmålet fra brugeren ved navn Laura lød således:

'Har du prøvet at nogle kun vil være venner med dig pga TV og at du er kendt? :)'

Til det svarede Stephanie:

'Hej Laura. Selvfølgelig er der mennesker, der kun vil være sammen med en på grund af det, men det lærer man at sortere fra med årene :) Derfor er det også stilnet af nu, og jeg har mine gode venner. Kh Stephanie.'

Flere ville også vide, om Stephanie kommer til at savne at være med i 'Årgang 0', som slutter til næste år. Hertil svarede Stephanie, at hun kommer til at savne personerne omkring serien - ikke mindst lydmanden, der har været med alle årene.

Men det er dog ikke sikkert, at afslutningen på 'Årgang 0' er lige med, at Stephanie forsvinder fra skærmen. Direkte adspurgt svarede hun, at hun godt kunne tænke sig at prøve kræfter med mere tv efterfølgende.