J.J. Abrams, Lucas Film og Disney har denne gang overladt magten til den forholdsvis ukendte instruktør, Rian Johnson (’Brick’, ’Looper’ og tre ’Breaking Bad’-afsnit), som både har skrevet manuskript og instrueret ottende episode af ’Star Wars’-sagaen.
Ikke et dumt valg at betro Johnson denne svære opgave, for det er der kommet en meget flot, kraftfuld og rørende film ud af.
Fortællingen begynder, hvor ’The Force Awakens’ sluttede i 2015, hvor den unge ’Jedi-lærling’, Rey står på den grønne hellige ø, og har opsøgt den aldrende Jedi-ridder Luke Skywalker. Han viser dog i første omgang ingen interesse i hverken besøg, at give Rey Jedi-lektioner eller at hjælpe sin tvillingsøster, General Leia og Modstandsbevægelsen.
Reys insisteren, Skywalkers modvillighed og de daglige sysler på øen er underholdende – ditto Chewbaccas venten i Tusindårsfalken (afdøde Han Solos skib).
Samtidig tilspidses kampen mellem Den Første Orden og Modstandsbevægelsen, mens den onde, øverste leder Snoke (spillet af Andy Serkis – kongen af ’comprising motion capture acting’) ydmyger og degraderer Kylo Ren. Kylos kraft vokser sig dog stærkere og stærkere og forbindes på mystisk vis med Reys.
Og store spørgsmål om det lyse og mørke, det gode og det onde – samt tvivlen og konflikten indeni, er naturligvis stadig det centrale, for har man mistet håbet og er gnisten mon væk?
Det er selvfølgelig svært at beskrive fortællingen uden at afsløre for meget af handling, plot og overraskelser, men der er masser af vilde kampe i luften, på landjorden og i det ydre rum. Godt med humor og glædelige gensyn – samt møde med nye spøjse figurer og væsner.
Stærke skuespilpræstationer
Vi præsenteres også for nye karakterer, såsom mekanikeren Rose (Kelly Marie Tran) og hendes søster Paige. Admiral Holdo (spillet af en lilla-håret Laura Dern). En stammende tyv ved navn DJ (godt spillet af Benicio Del Toro). Og vi får et kort glimt af Justin Theroux, som en anden James Bond ved roulettebordet på kasinoet i den dekadente by Canto Bight, hvor galaksens rige våbenhandlere forlyster sig.
Vi får især stærke præstationer fra Mark Hamill, som den rådvilde Skywalker, fra Daisy Ridley som den søgende Rey, et sørgmodigt gensyn med nu afdøde Carrie Fishers Leia og ikke mindst en stærk og rørende Adam Driver som Kylo Ren.
Der er en god kontrast mellem den rolige grønne Jedi-ø og de mange vilde kampe. Og den røde farve i både uniformer (Snokes Prætorianergarde) og saltspor i sneen, klæder smukt det ellers meget sort/hvide-univers.
Som min medbragte superfan-ven sagde efterfølgende: »Wow, den er vild og man får jo så meget med denne gang. Det tager nok lige nogle timer at fordøje.«
Dog var han klar til at se den igen allerede dagen efter.
J.J. Abrams tager igen roret og skriver manuskript sammen med George Lucas til næste og sidste kapitel (IX) i den nye 'Star Wars'-trilogi. Den forventes at få dansk premiere 19. december 2019.
Så må kraften være med dig – altid!
5 ud af 6 stjerner
'Star Wars: The Last Jedi', USA, 2017.
Instruktion og manus: Rian Johnson.
Premiere over hele landet og vises i 2D og 3D.
Se trailer: