Endnu en stor mand går på pension i 2016.

En dårlig nyhed kommer sjældent alene. Først var det prins Henrik, der startede 2016 ud med at gå på pension - 81 år gammel.

Og som om dét ikke er trist nok, så har skuespilleren Sylvester Stallone netop meddelt, at han sender filmhelten Rambo på pension.

Det fortæller han til filmmagasinet Variety.

»Hjertet siger ja, men kroppen siger: 'Bliv hjemme!',« lyder det fra den 69-årige Stallone, der spillede den ikoniske militærhelt for fjerde og altså sidste gang i 2008.

»Det er ligesom krigere, der kommer tilbage for én sidste omgang og bliver smadret. Overlad det til nogen andre,« tilføjer han.

Ifølge magasinet havde Stallone ellers i årevis hævdet, at han arbejdede på manuskriptet til 'Rambo V'. Den første Rambo-film kom i 1982.

»Der er ikke mere tilbage. Da de spurgte, om jeg ville lave endnu en 'Rambo' sagde jeg: 'Hvis jeg ikke kan gøre det bedre end sidste gang, og det kan jeg ikke, hvorfor så?',« spørger han retorisk i interviewet.