Mange kender Søren Huss som Saybias følsomme forsanger. For ti år siden tvangsmodnede en trafikulykke ham på rekordtid, og han flyttede til Fyn som alenefar. I dag står han midt i livet med udsigt til det bedste på begge sider

Søren Huss har lige spillet to udsolgte koncerter i København. Fra scenen kunne han kigge ned på 1.800 mennesker, som var kommet for at høre hans velkendte stemme.

Oplevelsen mindede ham om dengang, han som dreng sang solo med Odense Symfoniorkester. Dengang han var en usikker tiårig, der ikke havde ret mange musikalske referencer, men kunne se, at der skete noget i andre mennesker, når han sang.

»Jeg blev valgt ud blandt en masse andre børn i skolekoret til at synge ’Det fynske forår’ med symfoniorkestret. Det var ti sekunder, hvor man skulle høre en drengestemme.«

Søren Huss blev udvalgt som den bærende drengestemme af dirigenten selv.

»Da jeg var færdig, var der en af operasangerne, der lænede sig frem og gjorde sådan her til mig,« siger Søren Huss og lader med et bredt smil sin ene tommelfinger stritte lige op i luften.

Han havde klaret det godt.

Det gjorde han også i 2002, da han stod i front for Saybia, mens bandets medlemmer overnight blev rockstjerner.

Og det gør han stadig.

Der er sket meget med vokalen. Og som kunstner har han bevæget sig fra at være i ’heavy rotation’ på P3 til at være et anerkendt navn hos det mere modne publikum på P4. Men dér befinder han sig fint.

»Udtryksmæssigt har det været en lang bevægelse. Jeg indeholder ikke den desperation, som jeg gjorde dengang. I Saybia krængede jeg mig selv ud. Jeg var en usikker 26-årig dreng, der stod på en scene med sit lave selvværd. Men han er afløst af en voksen mand, der har fundet sit værd og sit mod.«

Søren Huss afleverer sine sætninger med overvejelse og med en dialekt, som siger alt andet end København. Han er fynbo – nu som dengang.

Han har smil i øjnene. Godt nok er det godt gemt bag mørke briller, et stort hår og fuldskæg. Men det er der.

En krop midt i livet

Han læner sig ind over bardisken og beder – næsten uhørligt – tjeneren om et glas vand, inden han går ud i baggården. Han vil gerne ryge.

Hans nye plade udkom den 17. november. Men allerede inden udgivelsesdagen var den i medierne. For på coveret står Søren Huss i fuld ’farkrop’ og dannebrogsunderbukser med sin guitar over skulderen, som en hulemand ville stå med sin kølle.

Det er ikke et cover, man havde forventet fra den lidt sky og generte Søren Huss. Men det har sin forklaring.

»Det er en krop, der fortæller en historie om at være midt i livet. Jeg besluttede mig for at undersøge, om det kunne lade sig gøre. Det skulle i hvert fald være den helt rigtige fotograf, der udførte det,« siger han med et grin og forklarer, hvordan han forinden var på kunstmuseum for at studere skulpturer og poseringer.

Hjemme på Fyn sidder en 12-årig pige og er en lille smule flov over det cover. Når man er 12 år, er det ikke ret sejt, at ens far er halvnøgen i offentligheden.

»Jeg har prøvet at overbevise hende om, at det jo er kunstneren, der er på coveret. Det er ikke MIG,« griner han.

Albummet hedder ’Midtlivsvisen’, og det er ikke tilfældigt.

»Jeg fandt på titlen for en del år siden og spurtede over til computeren for at se, om der var andre, der havde fået den idé. Det var der heldigvis ikke.«

Titlen spiller på den tilstand, der opstår, når man er midt i livet, og det går op for én, at det en dag er slut, og at der er meget, man skal nå inden da. Der kan godt opstå en rastløshed eller en desperation – alt efter temperament.

Pladen handler om ham selv og hans aldersgruppe, men han afviser, at der er tale om ren selvbiografi.

»Statistisk set er jeg midt i livet. Jeg kan jo mærke tegnene i kroppen. Jeg har forliget mig med, at jeg ikke er ung mere. Ungdommen er ikke længere tilgængelig for mig. Den tilhører min datter nu.«

For ham er ungdommen i stedet fastlåst i minderne.

»Den ungdommelige fornemmelse af udødelighed pulserede som 10 vilde heste i blodet af mig engang. Nu er den afløst af noget andet, og jeg savner den ikke. Ungdommen. Jeg er komfortabel som voksen, og lader min datter om resten.«

En af sangene på den nye plade er netop en sang fra en forælder til et barn.

»Den handler om, at man håber, at man ikke ’fucker’ dem for meget op, og at alle mine egne udfordringer ikke ender med at tage livsglæden fra hende. Heldigvis har hun en grundtone i livet, som går på, at det bliver en god dag i dag.«

Fra sin egen barndom husker Søren Huss, at grundtonen indimellem var en anden.

»Jeg var vred på mine forældre i mange år. I alt for mange år, synes jeg nu. Jeg er uden tvivl vokset op i et hjem med kærlighed, men da mine forældres ægteskab knirkede i nogle år, blev stemningen mørk og melankolsk, uden at der blev sat ord på. Det var utrolig ensomt. Dét er en af grundene til, at jeg taler meget med min datter. Der er ingen tabuer, men åben dialog. Men hvem ved, måske sidder hun om 10 år hos psykologen og synes, at jeg var for ærlig og åben,« siger han med et smil.

Tvangsmodningen

I næste måned er det ti år siden, at Søren Huss blev enkemand. Kun 32 år gammel.

Hans kæreste døde i en trafikulykke i København, hvor de dengang boede med deres to år gamle datter.

»Jeg har sidenhen læst, at det hedder tvangsmodning. Altså når der sker noget traumatisk i ens liv, og man meget hurtigt bliver voksen. Det er vist den kategori, vi er ude i,« siger Søren Huss om ulykken.

Andre mennesker oplever sorg og svigt gennem livet, Søren Huss oplevede det hele på den ene dag i 2007.

»Jeg føler mig ældre end mine jævnaldrende. Jeg føler mig vist i det hele taget bare ret gammel.«

Hjemme på Fyn

Modsat mange andre rockstjerner har han ikke forskanset sig i en storby, hvor han kan være anonym. Han bor derimod med datteren i et hus i barndomsbyen Nyborg, hvor alle kender ham som ’Søren fra Borgerskovskolen’, som spillede fodbold.

Han bor der ikke kun af nostalgiske årsager. Når man er alenefar med skæve arbejdstider og intensive perioder, er det dejligt at have to sæt bedsteforældre i nærheden. Det har han på Fyn.

»Det er mit barndomsland og min datters. Jeg elsker at bo i Nyborg. Men det med at være tæt på familien, det er vist lidt gammeldags.«

Med en hverdag som musiker har Søren Huss indimellem nogle lange pauser. Eller ’huller i kalenderen’, som han kalder det.

»Der samler jeg energi og inspiration. Jeg er ikke bare selvstændig. Jeg er også en doven arbejdsgiver, som nyder – lige til der skal ydes. Det er luksus. Jeg kan bingewatche Netflix flere dage i træk og fordybe mig i det. Jeg spiller lidt på klaveret, og skriver en tekstbid og læser lidt artikler på nettet – alt andet end politik og debat. Det gider jeg ikke.«

Han voksede ikke selv op i et musikalsk hjem. Underligt nok, for i generationer har hans familie været spillemænd, og hans far var også musiker og drømte om at leve af det. Men der blev ikke lyttet til ret meget musik hjemme hos familien Huss.

»Pladeskuffen indeholdt Boney M og James Last, og så kørte Giro 413, når min far støvsugede om søndagen. Min søster spillede klarinet, og jeg spillede trompet. Men det var egentlig sådan, at dén musik, der var i huset, spillede jeg selv.«

Med tiden gik det op for både Søren Huss og hans forældre, at hans stemme kunne tryllebinde mennesker.

På trods af genertheden var det ikke svært for ham at træde op på en scene, og når han først var der, var han på. Der var ingen anden vej for Søren Huss end musikken, og han har følt sig hjemme dér lige siden, selv om hans forudsætninger ikke var de samme som mange af kollegaernes.

»Mine kolleger har hørt Bob Dylan og Beatles og fået rockmytologien ind under huden på drengeværelset. Da jeg kom med i Saybia og nærmest overnight blev rockstjerne, havde jeg ikke den referenceramme. James Last er sgu ikke en reference i coolness,« griner han og tænker sig lidt om.

»Eller også er han netop dét.«

Selvværdet kom gradvist. I ni år arbejdede han og resten af Saybia på at få anerkendelse i form af en pladekontrakt. Endelig lykkedes det, og pladen ’The second you sleep’ udkom i Danmark i 2002.

Pladen fra de fem ukendte fynboer strøg direkte ind øverst på hitlisten, og den generte dreng fra Nyborg med den store stemme blev landskendt – og kåret til årets sanger.

Det størst mulige hus

Midtlivskriser er der nok af. De kommer til alle mennesker i en eller anden form.

Søren Huss har set det masser af gange og også mærket det selv.

»Jeg kigger på folk, der har været i det samme parforhold i lang tid, som kæmper og bliver skilt. Jeg kan se på folk, at de har svært ved at få luft og få tid til at kigge rundt og nyde udsigten – midt i livet. Jeg er heldig. Jeg har både mine forældre endnu og min datter. Jeg er midt i det, og jeg har tid til at nyde udsigten. Jeg er meget taknemmelig. For her midt i livet står solen højest på himlen, og skyggerne er små.«

Han synes, at hans jævnaldrende nyder det for lidt.

»Jeg har mulighed for at stoppe op og se tingene udefra og sætte pris på dem. Det har mine jævnaldrende ikke, hvis de har købt det største hus, de havde råd til, og sidder hårdt i det. De er slaver af banken. Jeg forstår godt, at det er svært at finde tid til at stoppe op og nyde hele pakken: Børn, kæreste, hus, arbejde og et godt helbred. Det er i det hele taget svært at finde tid til at stoppe op og mærke taknemmeligheden. På papiret er der meget at være taknemmelig for, men det ender for mange med at blive et fængsel.«

Søren Huss afviser at tale om sit eget kærlighedsliv.

Men han kan trøste alle, der skulle spørge, med, at der er masser af kærlighed i hans liv. Han mangler ikke noget, forstår man.

Alligevel har han snuset til midtlivskrisen.

Når rusen udebliver

»Den der identitetskrise midt i livet, hvor man oplever kroppens forfald og melankolien i at se sine forældre blive gamle og sårbare. Men det skræmmer mig ikke at blive gammel.«

Måske er det netop derfor, at han er i stand til at sætte tekst og musik til følelsen af at have mindre tilbage af livet, end man allerede har levet.

»’Midtlivsvisen’ handler om, at man har prøvet rigtig mange ting for første gang, som barn og ung. Man har oplevelser og erfaringer, og nu prøver man tingene for anden, tredje og fjerde gang. Men det er ligesom med narko. Glædesrusen – endorfinerne – bliver mindre for hver gang. Der skal mere og mere til for at få én til at føle det som første gang. Og så føler man pludselig, at der skal rykkes rundt på tingene.«

Hen kender følelsen.

»Jeg kan ikke klare tanken om, at jeg bare skal udgive en ny plade hvert andet år resten af mit liv og turnere rundt på de samme spillesteder. Selvom det er dét, jeg elsker, kan tanken om det give mig klaustrofobi. Så skal der ske noget andet. Så laver jeg en teaterforestilling,« siger Søren Huss, som i 2011 skrev musik og medvirkede i en Shakespeare-forestilling på Odense Teater og sidste år deltog i en forestilling i Svendborg med Bertolt Brechts digte.

Endnu en cigaret bliver tændt.

»Jeg har overvejet at stoppe. Jeg begynder at kunne mærke det på mine lunger. Men jeg synes faktisk aldrig, jeg har sunget bedre, end jeg gør nu. At synge er jo ikke et spørgsmål om at nå de høje toner,« siger han med reference til stemmen, han havde som barn og på den første Saybia-plade.

»At synge handler om at formidle en følelse, og dét har jeg vist aldrig været bedre til end nu.«