Per Flindt blev kendt som sømanden i dokumentaren 'Sømanden og juristen'. Først nu halvandet år efter sin død, er han blevet begravet

Hele Danmark fulgte med, da sømanden Per Flindt døde i Anders Aggers prisbelønnede hospice-serie ’Sømanden og juristen’, - bare to måneder efter han var blevet genforenet med den datter, han ikke havde set i 28 år.

Nu er lykken vendt, og Nina Flindt Birkende og hendes familie er startet på et nyt kapitel. Til sommer venter hun tvillinger og bliver mor til fire.



Det er halvandet år siden, Per Flindt sov fredfyldt ind på Anker Fjord Hospice ved Ringkøbing. Han døde, netop som han var blevet genforenet med den datter, han ikke havde haft kontakt med, siden hun var to år.

De fik to måneder til at lære hinanden at kende i, inden sømanden døde af leverkræft og tog ud på sin sidste rejse den 17.november 2010.

Men først nu har Per Flindt fundet sit endelige hvilested, på Stauning Kirkegård. Og fået den sten med anker på, og formet som en bølge, han havde ønsket sig.

Grunden til, at han først er begravet nu, er, at han havde testamenteret sit legeme til videnskaben.

Det betød, at han straks efter farvel-ceremonien på Anker Fjord Hospice blev transporteret til Anatomisk Institut i Århus.

Ifølge donortestamentet kan der gå op til halvandet år, inden familien får besked på, at de videnskabelige undersøgelser er afsluttet, og at de pårørende kan arrangere en begravelse.

Per Flindts urne er efterfølgende blevet transporteret til Stauning Kirkegård og sat ned i det gravsted, sådan som han bestemt Inden sin død

 - Det er lang tid at vente, og det føles også lidt mærkeligt. Det er halvandet år siden, han døde, og vi vidste godt, at der kunne gå så lang tid. Men nu har vi fået et punktum, fortæller en afklaret Nina Flindt Birkende, der tog afsked med sin far den dag, han døde.

- Jeg sagde farvel derude på hospicet.

Ikke med på kirkegården

Hun havde håbet, at være til stede, når faderens urne skulle sættes ned på kirkegården.

- Jeg havde fået det arrangeret sådan, at det kunne ske i forbindelse med klokkeringningen, fortæller hun.

Men hun kom ikke selv til at være til stede. Netop den dag blev hun indlagt akut indlagt på hospitalet, fordi der var overhængende fare for, at hun ville føde sine tvillinger for tidligt.

Nu er hun kommet hjem, men skal ligge ned resten af graviditeten og komme til kontrol på hospitalet en gang om ugen indtil fødslen, der kommer til at ske ved kejsersnit..

Siden ’Sømanden og juristen’ -serien blev vist i tv for et år siden, har Nina Flindt Birkende og hendes mand Ingolf og børnene Frederikke,12, og Nikolaj, 8 år, gjort alvor af deres løfte til sig selv om at gøre tilværelsen mere enkel.

Det nedlagte maskinværksted er solgt, og familien er flyttet til et mindre hus på den anden side af hovedgaden i Tim. 

Gensyn på tv

Minderne fra de sidste dage på Anker Fjord Hospice står i frisk erindring, efter at DR netop har genudsendt Anders Aggers dokumentar på DR i marts.

- Jeg har haft det fint nok med at se tv-serien igen. Men tiden løber, og jeg har ikke de samme drømme som dengang, hvor han dukkede op i mine drømme hver nat. Det kan han stadig, men det er ikke hver dag som før.