Lyt til artiklen

Året er 1956, og verdens mest kendte kvinde kommer til England for at indspille filmen 'Prinsen og korpigen' i Pinewood studierne, med Laurence Olivier som instruktør og medspiller.

Vi følger en ung mands møde med ikonet Marilyn Monroe. Jobbet som assistent får ham tæt på den usikre verdensstjerne, og de har en kort affære, selvom nygifte Monroe medbragte ægtemanden, den kendte forfatter Arthur Miller.

LÆS OGSÅ: 

Den autentiske historie er godt fortalt, spillerne og produktionen er engelsk og birollerne lune. Eksempelvis Judi Dench som den aldrende karakterskuespillerinde, Emma Watson (Harry Potter) som påklæderske og Julia Ormond ('Smillas fornemmelse for sne') der spiller Oliviers hustru, den kendte skuespiller Vivien Leigh (Scarlett O'Hara i 'Borte med blæsten').

Begge Oscar-nomineret
Michelle Williams og Kenneth Branagh blev tirsdag Oscar-nomineret for rollerne som Marilyn Monroe og Laurence Olivier, og især Williams gør det fabelagtigt. Hun spiller ikke Marilyn, hun ER Marilyn.

Skrøbelig, skadet og alligevel stærk, manipulerende og sexet. Og selv tror jeg, at kampen om Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrolle i år står mellem Williams og Meryl Streep (for sin Margaret Thatcher i 'The Iron Lady').

SE BILLEDERNE: 
forbes top earning dead celebrities


For kendere af 'Prinsen og korpigen' er det også sjovt, at identiske scener bliver skabt. Ikke mindst Monroes tuttenuttede solodans og sang i de storslåede gemakker, som faktisk optages i selvsamme lyd- og scenestudie, hvor Marilyn selv opførte den.

Filmen har høj kvalitet og er meget seværdig, dog uden samme dybde som sidste års "The King's Speech', men den appellerer klart til samme voksne publikum. 

Engelsk, 2011.
Instruktør: Simon Curtis.
Premiere i udvalgte biografer.

Se Trailer her: